Viser opslag med etiketten humør. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten humør. Vis alle opslag

søndag den 22. marts 2009

Når musikken spiller - et nostalgisk tilbageblik

Den anden dag hørte jeg en sang, som bragte en masse minder frem. Sådan er der mange sange, alle har dem vel og det behøver egentlig ikke være gode sange. Her er f.eks. min barndom/ungdom fortalt i nogle enkelt musikalske nedslag.

Trax: Du er fuld af løgn Min bedste ven Lasse og jeg var vilde med Grand Prix. Lasses mor optog altid showet til os, så vi kunne se det igen og igen. Så stod vi der forand tvet og efterabede dansetrinene mens vi sang i vores hårbørster.

Alphaville: Forever Young. Den første date med den første kæreste. Året var 1992, daten var i biografen hvor vi så Forever Young. Fyren ankom standsmæssigt på cykel fra nabobyen, pigen blev fulgt på vej af fnisende veninder, som diskret forsvandt lige før cykelrytteren ramte byen. To generte teenagere, som ikke helt kunne "spillereglerne". Der kom nu heller ikke meget kærlighed ud af det, men et godt og varmt venskab gennem folkeskolen og gymnasiet.

Nikolaj Steen: Angel. Min venindes værelse i begyndelsen af 90'erne. Line og Louise danser, synger og hører Angel på max lydstyrke. Det var Lines kassettebånd og vi elskede den sang! Og ja, jeg kan faktisk stadig teksten når jeg hører den.

Laban: Hvor skal vi sove i nat. 28 elever sluppet løs på ski i Norge. Laban blev sunget højt og falsk på skibakkerne. Jeg mindes sjove skiture og begejstring i pigehytten, da vi modtog breve fra kreative knægte, som med søde (frække?) vers gjorde sig fortjent til massage. Det var et fantastisk skoleår og en dejlig tur med en sammentømret klasse, som vidste, at de snart skulle skilles ad.

The Cranberries: When you're gone. Et mørkt teeangeværelse med stearinlys og røgelsespinde. When you're gone på repeat mens teenage-Louise ligger på sengen med benene op af muren. Jeg har brugt timer der, helt alene mod en uretfærdig verden - sådan har det helt sikkert føltes. Kæresten har sikkert været en nar, forældre der ingeting forstår og et gymnasium hvor jeg ikke helt hører til. Jeg hørte den tit og husker den som min absolutte teeange-klynke sang selvom der sikkert har været mange flere!

Poul Krebs: Sådan nogen som os Total kikset sang at møde sin kæreste til, men sådan blev det altså. Godt vi ikke har en "vores sang"!

Gloria Gaynor: I will survive Biblioteksskolesang. Når den blev spillet skulle der danses. Den bringer minder om dårlige fester med varm tequila og en masse kvinder, som blev mine bedste venner.

onsdag den 8. oktober 2008

Efterårsblues

Jeg er i et mærkeligt humør. Ikke glad, ikke trist - bare mærkeligt. En slags drømmende efterårsblues, tror jeg. 

Den slags humør, hvor det er de sort/hvide film og gamle melodier, der trækker. I dag er det dansk. Tidligere på aftenen spillede jeg melodier som Snakker med mig selv, To lys på et bord,Angelique m.m på anlægget. Nu ser jeg Mød mig paa Cassiopeia, som lokker med Musens sang og Den allersidste dans, mens Bodil Kjer med sus i kjolen er garanti for ung, naiv kærlighed. 

Hmm. Det er bare en af de dage.  

mandag den 22. september 2008

Opskrift på godt humør

Kære dig som har købt, fået eller lånt denne Cd!
Vi glæder os til at spille alle sangene fra filmen for dig og håber du får lyst til at synge med.
Hvis ikke du allerede kan teksten kan du læse den i dette lille hæfte.
Du må også gerne danse mens du synger.

Det kan jeg og det gør jeg! Højt og ude af takt.

Du kan ellers tro det er godt
denne verden er bare så flot
På himlen svæver hvide skyer
og jorden er fyldt med søde dyr
Så kom nu ud...

Du kan ellers tro det er godt
Himlen er malet med blåt
Folk går rundt og smiler igen
de er alle sammen din allerbedste ven
så kom nu ud...

Kom ud, kom med
denne verden er et super sted
Kom nu bare ud og leg
Vi har nemlig også plads til dig

På den måde er det jo umuligt at være i dårligt humør. Tak Wikke, Tak Rasmussen!

tirsdag den 16. september 2008

Musikalsk indslag

When you try your best but you don't succeed
When you get what you want but not what you need
When you feel so tired but you can't sleep

onsdag den 3. september 2008

Fodbold er sjovt - naivt, naivt, naivt

Da jeg startede til fodbold var jeg heldig at havne på et godt hold med søde, sjove piger. Vi vil gerne vinde, men spiller mest for at have det sjovt. Desværre støttes den indstilling ikke af jbu.

Før sommerferien spillede vi en gruppe, hvor vi tabte og vandt og endte midt i tabellen. I sommerpausen bliver puljerne blandet, så de gode hold mødes i en a-række og de andre hold i en b-række. Som sagt var vi midt i tabellen i vores pulje, så vi kom i en lodtrækning uden skelen til det sportslige. Derfor er vi havnet i a-rækken, hvor vi taber alle kampene med to-cifrede tal.

Det sætter lidt en dæmper på det sportslige og lysten til at spille fodbold daler lidt for hver kamp. Det er ok at tabe, men det er surt at blive løbet over ende af hold, som egentlig ikke hører hjemme i 7-11 fodbold, som jo har ry for at være hyggebold. Det er nedslående, når man hører at modstanderens Danmarks-seriehold slipper for træningen, hvis de i stedet spiller en 7-11 kamp.

Groft sagt har det samme betydning som hvis FCK spillede kampe mod serie 6 hold. Det er hverken sjovt for de dårlige, som ikke får lov at spille eller de gode, som ikke får nogen modstand.

Men fodboldglæde og lyst til at spille fodbold spiller åbenbart ikke nogen rolle hos jbu. Desværre. For mens vi taber alle kampe stort, er der god tid til at tænke over, om der mon ikke er en sjovere sport. Personligt vil jeg blive ked af det, hvis alle mine holdkammerater er væk, når forårssæsonen starter igen.

onsdag den 28. maj 2008

Musikalsk indslag

Rødt hår og en smuk stemme. Jeg lytter til A fine Frenzy for tiden.
Humøret er til den slags stille singer/songwriter musik.

fredag den 14. marts 2008

Min uge - highlights

Ugen har været rolig og ret begivenhedsløs. Det har passet mig godt, for humøret og energien har ikke været i top på det sidste. Men selvom ugen har været stille, har jeg glædet mig over:
- Første fodboldtræning. Jeg har fået nye fodboldstøvler, men har stadig vildt ondt i fødderne. Regnen og blæsten dominerede træningen, men det er skønt at komme udenfor og spille igen.
-Søde billeder af nevøen i mailboksen
- At jeg skal have penge tilbage i skat
- Sæsonstarten på CSI:NY. Det var en lidt tam start, men efter en lang vinterpause er det skønt at have min onsdagsserie tilbage :-)
- En ny Katarina von Bredow roman i postkassen

Livets små glæder!

tirsdag den 5. februar 2008

Bogsnak - sidste omgang

Yeepi-di-daaa, Yeepi-di-daaa, Yeepi-di-daaa! Nu kan jeg høre det. Hovedet bobler og humøret er højt. Den sidste omgang af årets bogsnak er overstået.
Nerverne var der og jeg må indse, at jeg aldrig bliver cool i sådan en situation. Men det gik godt og jeg er tilfreds med min indsats. Og tilfreds med hele bogsnak-holdet. Vi var meget forskellige, men det fungerede godt alligevel.

Det er grænseoverskridende fordi det ikke handler om facts og fakta men om mening - min mening vel at mærke. Det er svært, for jeg giver meget af mig selv og fortæller om min læseoplevelse. Det bliver meget personligt. Men i år var jeg heldig - de bøger jeg havde med kunne jeg ikke bare lide, jeg er vild med dem og så er det jo nemt.

I år havde jeg valgt Verdens bedste bog Bogtyven og den næsten lige så gode Den Ottende bonde af Bent Haller som er en genial forfatter.

Afslutningen fejrede vi med overstadig snak og en øl.

torsdag den 17. januar 2008

Jeg køber aldrig mere en telefon med binding

I dag er jeg kommet ud af et dårligt forhold. Helt fra starten har det været ulykkeligt og fuld af skuffelser. Men nu er jeg endelig fri!!
Jeg taler selvfølgelig om mit forhold til mobilselskabet 3. Nu mangler jeg bare koden til at låse telefonen op og derfor tog jeg i dag telefonen og ringede til dem. Først kom telefonsvarer-manden og fortalte at ventetiden lige for tiden var ekstralang og opfordrede til at bruge hjemmesiden. Så kom de mange valgmuligheder, jeg foretog mit valg og fik beskeden: Vi har lukket! Åbningtiderne er 8 til 20 på hverdage. Klokken var 11 og det var torsdag. Hmmm, jeg tror, jeg har fundet årsagen til den ekstralange ventetid.

Mit ophold ved 3 har som sagt aldrig været godt. Måske var det min skyld, måske var mine krav for store. Døm selv.
Ting, min mobil skal kunne
- sende smser HVER GANG. Så de forholdsvis mange "afsendelsen mislykkedes" var ikke velkomne.
- modtage opkald. Også her var der problemer. Faktisk kunne jeg flere gange ringe til mig selv fra fastnet'en uden at høre en lyd fra mobilen på bordet.
- ringe ud. Det kunne jeg for det meste. Hvis jeg altså stod på tæppet ud mod haven med kinden klem op af ruden på terassedøren. Så blev de blå de fine streger og ordene kun til nødopkald var pist væk.

Mobil gejl har aldrig været et krav, men når nu muligheden for at downloade musik var der, ville det havde været rart, hvis jeg kunne have gjort det hjemme i stedet for på arbejdet, i bussen o.s.v.

Men nu er det heldigvis slut. No more 3 (it's not a magic number). Når den altså er låst op. Efter at have trykket på lidt flere knapper fik jeg rar telefonsvarerdame, som gav mig en kode, så jeg kunne få en kode som gav mig en helt tredje kode. Den kode skal jeg så opgive, når jeg ringer til kundeservice. Jeg sætter en 50'er på at de har lukket!

Så derfor, hvis jeg ikke svarer på beskeder og tager telefonen skyldes det at jeg eller telefonen har fået nok og er gået i strejke.

onsdag den 9. januar 2008

It's been a bad day

Broadcast me a joyful noise unto the times, lord,
Count your blessings.
We're sick of being jerked around.
We all fall down.

It's been a bad day.
Please don't take a picture.
It's been a bad day.
Please.

onsdag den 17. oktober 2007

Det er sådan en dag...

Det er sådan en dag, hvor man får et insekt i øjet på vej hjem fra arbejde
Det er sådan en dag, hvor ens bedste veninde bor alt alt for langt væk
Det er sådan en dag, hvor mors stemme i telefonen får tårerne frem
Det er sådan en dag, hvor chokolade bare smager bedre end det plejer
Det er sådan en dag, hvor man græder over dårlige tv-udsendelser
Det er sådan en dag, hvor en lille kritik sætter sig fast og vokser sig kæmpe stor
Det er sådan en dag, hvor man læser stillingsannoncer
Det er sådan en dag, hvor man sætter Everybody hurts på repeat og slukker lyset
Det er sådan en dag, hvor det dårlige humør går ud over de forkerte
Det er sådan en dag, hvor dynen hører til i sofaen