The ugly truth

Den store optælling #64

Der er meget kvinder ikke ved om mænd og vise versa. Men kvinderne vinder altid til sidst :-)

Yacoubians Hus

Den store optælling #63

Jeg har aldrig fået læst Alaa al-Aswanys Yacoubians hus - denne dovne bibliotekar hylder filmatiseringer.

I det næsten 3 timer lange egyptiske drama følger man forskellige mennesker i og omkring et hus i Kairo. Fra den skruppelløse forretningsmand til den unge pige der forsøger at skabe sig et bedre liv og videre til den fattige mønsterelev, hvis liv skifter retning på grund af den megen modgang han møder.

Yacoubians Hus er en tankevækkende film. Korruption, dobbeltmoral og modløshed dominerer, men midt i al ulykken anes der håb - trods alt. Filmen var en anderledes oplevelse. Jeg syntes personerne virkede karikerede, personerne spillede roller, der nogle gange blev spillet lidt for overdrevent. Men det var filmens stil og det fungerede, så tiden aldrig føltes lang.

Troldmænd, Aliens og et frieri

Der er gået kuk i Den store optælling. Sommeren har budt på biograffilm, men der er ikke blevet brugt megen tid på bloggen. Derfor kommer her et opsamlingsheat.

Den store optælling #60-62

60: Harry Potter og Halvblodsprinsen var selvfølgelig ventet med spænding og en vis portion utålmodighed. Helt som i bogen var der meget teenagefnidder og kærestefnadder og det betød at der var skåret krafigt ned på det mørke og dystre. Lidt for meget måske, men jeg synes alligevel filmen var god. Fønixsordenen var meget mørk og dyster og på en måde, var det rart med en lidt lettere film inden de to afsluttende film, som må blive dystre og triste.
Jeg havde især glædet mig til at se fantastiske Jim Broadbent som Horace Slughorn og helt som forventet var han en oplevelse.

61: Indrømmet, jeg kan godt lide at se "tøsefilm". Nogle gange er det bare dejligt at læne sig tilbage i sædet og nyde en helt og aldeles forudsigelig, romantisk film. Det betyder ingenting, at jeg ved, hvordan det hele ender og at handlingen undervejs er plat og uoriginal Det er bare hyggeligt. Og endnu bedre er det, når min søster på en helt almindelig fredag tager turen hertil for at se The Proposal sammen med mig. Filmen var sød og virkelig sjov og helt som en tøsefilm bør være!

62: District 9 minder langtfra om de film, jeg plejer at se. Aliens og højteknologiske våben plejer ikke at lokke mig i biografen men måske burde jeg udforske sci-fi genren lidt. Filmen gjorde i hvert fald et stort indtryk på mig og den kan bestemt anbefales.

Erz Limon

Eller Citronlunden som den hedder på dansk.

Den store optælling #59

Jeg nød denne dejlige film, der viser, hvad der kan ske, når ens liv bliver direkte berørt af politik og minder os om, at verden ikke er sort/hvid. Jeg kan ikke beskrive det bedre end biografens beskrivelse af filmen:
Det er sjældent at en politisk dagsordensættende film også kan levere så enkel og renlivet – for ikke at sige varm og ironisk - hverdagsdramatik som ’Citronlunden’, der udspilles på grænsen mellem Vestbredden og Israel. En enlig palæstinensisk kvinde plejer sin citronlund, da selveste den israelske forsvarsminister flytter ind på nabogrunden. Pludselig udgør den lavmælte kvinde en sikkerhedsrisiko – men kan man behandle kvinden derefter?

Alice in Wonderland

Glæder man sig til at gå i biografen næste år - ja det tror jeg nok lige man gør!

Burton, Depp, Rickman og Alice - altså hende i Wonderland.

Romantisk uhygge

Jeg har fået en god start på weekenden.

Den store optælling #57
Torsdag bød på guld, glimmer, store kjoler og romantik. Man skal nok være romantisk anlagt for at synes om The Young Victoria. Det er jeg, så jeg nød et par romantiske timer i biografen med historien om Victoria, Dronning af Storbritannien 1837 - 1901. Som historisk film havde filmen mangler, men som romantisk historie var den...suk.

Den store optælling #58
Fredag var der ikke mange romantiske toner, da jeg så animationsfilmen Coraline. Den kan ikke anbefales nok. Bogen er fantastisk og filmen en både flot og uhyggelig oplevelse. Filmen handler om den ensomme Coraline, som fanges i et parallelunivers, hvor ikke alle vil hende det godt. Filmen er instrueret af Henry Selick, som bl.a. også står bag Nightmare before Christmas.

Mammut

Den store optælling #56

En dejlig pinse hos Stine bød selvfølgelig på en film: Mammut med Gael Garcia Bernal og Michelle Williams.

Hemmeligheder

Den store optælling #55

Biernes hemmelige liv er en film med følelser og varme. Den kalder både på smilet og tårerne og selvom historieren undervejs bliver lidt for sentimental og sukkersød er det en god, hyggelig film.
Filmens musik var især en nydelse. Det er altså næsten umuligt ikke at blive grebet af en film, der bruger Bach's Cello Suite No. 1 som underlægningsmusik.

Engle og Dæmoner

Den store optælling #54

Det er altid skønt at gå i biografen, stemningen og magien når filmen toner frem på det store lærred. For det meste er jeg ligeglad om vi er 2 eller 60 i salen, men der er nu film hvor oplevelsen bliver lidt bedre når der er mange. Derfor var jeg glad da jeg kunne se Engle og Dæmoner i en propfuld biografsal.

Der oplevede jeg nemlig den danske stolthed da både Nikolaj Lie Kaas og Thure Lindhardt jo som bekendt er på rollelisten. "Næh, det er da Nikolaj" lød det familiært fra salen, da superskurken viste sig for første gang og senere kunne man også høre "Og der er Thure". Det var lidt mærkeligt, men vi sad faktisk der og følte lidt fælles dansk stolthed, for det er da lidt sejt, når der er danskere i fremtrædende roller.
Da Dan Brown var stor, læste jeg Engle og Dæmoner. Alligevel kunne jeg ikke huske ret meget af handlingen og måske var det en fordel, for jeg syntes, filmen var både spændende og underholdende.

Nå ja - filmen havde også lidt guf til bibliotekarer, jeg siger i hvert fald ikke nej til en studietur til Vatikanets bibliotek.

Uhyggelige knapper

Juhu, juhu, juhu. Den 12. juni får filmatiseringen af Neil Gaimans skønne, skønne (og uhyggelige!) roman Coraline premiere. Jeg hopper i stolen for at se den og jeg håber, den kommer i biografen i den originale udgave. Også i vestjylland.
Bag filmen står Henry Selick, som bla har skabt The Nightmare Before Christmas og hele filmen er lavet i stop motion med dukker frem for animation. Uhhh, det bliver godt!

Doubt

Den store optælling #53

Doubt var nomineret til 5 oscars, næsten alle for skuespilpræstationerne. Det er da også dem, jeg husker bedst efter at have forladt biografen. Især energien mellem Meryl Streep og Philip Seymour Hofmann var fantastisk, men også Amy Adams spillede rigtig godt. Philip Seymour Hofmann er efterhånden ved at blive en af mine favoritter. Han er alsidig og altid overbevisende uanset om han spiller den krukkede Capote, det komiske indslag i Charlie Wilsons War, præst, skurk eller alt muligt andet.

Filmen sætter naturligt tankerne igang. Hvad er rigtig og forkert og hvad gør man, når tvivlen nager. Det er tvivlen der gør at ingen dømmes på facts alene, det er i højere grad ens personlige holdning og tro der spiller en rolle. Som biografgænger deler man skæbne med Amy Adams; aldrig er man sikker på, om man vælger den rette side og i den forstand er filmen en oplevelse.

Penneven?

De viser You've got mail på tv for jeg ved ikke hvilken gang. Jeg kan huske skuffelsen, da jeg så den første gang i biografen. Siden da har jeg set den flere gange, hver gang med stor fornøjelse. Måske skyldes det, at jeg er blevet ældre og at mit syn på romantik og kærlighed har ændret sig. Og Meg Ryan er jo altid skøn.

For nogle år siden opdagede jeg tilfældigt at filmen var en genindspilning.
I The shop around the corner fra 1940 bejler James Stewart til Margaret Sullavan pr brev. De arbejder i samme butik og i virkeligheden er deres forhold noget anstrengt. Hun ser ham som en uromantisk, kedelige fyr og han synes modsat, at hun er en drømmer. Men i deres breve bliver de forelskede.
I In the good old summertime fra 1949 gentager historien sig. Denne gang i en musikalsk udgave, hvor Van Johnson og Judy Garland forelsker sig gennm deres brevveksling.
I 1998 er det altså Meg Ryan og Tom Hanks der på mere moderne maner mailer sig ind i hinandens hjerter.

Jeg kan lide alle 3 film. De fortæller den samme historie, men er alligevel forskellige. Stewart er intens og selvhøjtidelig, Judy Garland er en ilter dame og Van Johnson har et glimt i øjet.
Der er vist både en engelsk serie og en musical der bygger på historien, men så vidt jeg ved, findes der ikke flere udgaver på film. Eller måske har jeg bare ikke fundet dem endnu??

Klassen

Den store optælling #52

Den har fået De Gyldne Palmer og gode anmeldelser over hele linjen. Så mens jeg sad og småkedede mig i biografen, havde jeg tid til at tænke over, hvad det var jeg ikke forstod! Måske er Klassen (entre les murs) en film, der vinder når man ser den 2. og 3. gang, men jeg ved allerede nu, at jeg aldrig vil bruge tid på at se den igen.

Gå i biografen

Jeg vidste der var en grund til at jeg godt kan lide Irland! Irerne er nemlig det folkefærd der går mest i biografen, hver irer går i gennemsnit i biografen 4,57 gange om året. Herhjemme gør jeg nu også mit til statistikken, hvilket fører mig til

Den store optælling #51

Dokumentaren om Blekingegadebanden kan bestemt anbefales. Historien er spændende fortalt og især interviewet med Bo Weymann gør filmen interessant. Anders Riis-Hansen stiller de rigtige spørgsmål og Bo Weymann giver et meget personlig og intenst billede af Bandens bevæggrunde og arbejde. Jeg har læst den første at Øvig Knudsens bøger og efter at have set filmen, fik jeg bestemt lyst til at læse den sidste bog.

Kærestesorger

Den store optælling #50

På filmens hjemmeside skriver Nils Malmros:

Med ”Kærestesorger” vil jeg genskabe min gymnasietid i starten af 60’erne og på ny gennemleve de forvirrede følelser, jeg havde i de år. Filmen handler om de små forelskelser, der skulle gøre det ud for den store kærlighed, men som blev halvhjertede, fordi man hver gang frygtede, at man bandt sig for resten af livet. Først når man blev svigtet, var følelserne fuldtonede. For som det bliver sagt i filmen: ”Man er først rigtigt forelsket, når man er ulykkeligt forelsket” - men da er det for sent.


For mig var det det bærende i filmen. Måden den fik mig til at føle og mindes en tid med følelser som alle har gennemgået, uanset om de ydre rammer så er i 60'erne eller et andet årti. Det er en fin skildring af den første kærlighed og de glæder og sorger der følger med. En anden ting, jeg synes godt om er, at filmen er optaget over 3 år, hvor hovedpersonerne udvikler sig fra kejtede børn til unge mennesker. Jeg ved godt, at alle film ikke kan laves sådan, men det virker altså rigtig godt!

Stille Kaos

Den store optælling #49

Jeg er glad for, at min biograf tilbyder film fra Filmporten. Det betyder nemlig, at jeg får set en masse film, jeg ellers aldrig ville se. Stille Kaos (Caos calmo) er et godt eksempel.
Stille Kaos handler om manden Pietro, som mister sin kone og står tilbage med en 10 årig datter. Da han afleverer hende på skolen lover han at vente på hende til hun kommer ud igen og det løfte holder han. Hver dag afleverer han datteren hvorefter han tilbringer dagen i parken overfor skolen. Undervejs får han besøg af familemedlemmer, kollegaer og hans stifter også nye bekendtskaber. Underligt nok virker Pietro til at være den person i filmen der er mest velbalanceret.
Stille kaos er en stille og lidt mærkelig film. Den handler ikke om sorg og savn, i hvert fald ikke på en direkte og knugende måde, som man kunne forvente. Måske er der en pointe, jeg endnu ikke helt har forstået, men jeg er glad for, jeg fik den at se og den har gjort indtryk.
Musikken i filmen er forresten også lidt overraskende. Jeg leder stadig efter en af sangene, men indtil da kan jeg jo nyde Radiohead, Rufus Wainwright og ikke mindst L'amore trasparente med Ivano Fossati, hvis hæse stemme jeg godt kan li'!

Mænd der hader kvinder

Den store optælling #48

Sjældent har en film været så længe ventet. Tag fx min mor, som aldrig læser krimier og sjældent går i biografen. Hun speedlæste bogen og fortalte åndeløst om hendes biograftur, hvor folk havde siddet på kanten af sædet, og der var så stille, at man kunne høre en knappenål falde til jorden (Den slags sker selvfølgelig aldrig, men vi mor gav en kvalificeret vurdering :-) )

Jeg hører til det mindretal, der ikke har og aldrig får læst Mænd der hader kvinder. Krimier er bare ikke lige min kop the og selvom jeg synes, filmen var spændende og det var god men grum underholdning, blev jeg aldrig helt grebet af den.

It is written...

En enkel sætning som i den helt rette sammenhæng giver en stor klump i halsen...

Den store optælling #47

Slumdog Millionaire var den store pristager til dette års Golden Globe og Oscaruddeling. Det pirrer naturligt nok til nysgerrigheden. For nogle år siden læste jeg Q&A af Vikas Swarup og da jeg (måske lidt sent!) fik koblet de to, måtte jeg naturligvis en tur i biografen.

Det er en gribende, til tider sørgelig men også livsbekræftende historie om 2 drenges opvækst og overlevelse i Indiens slum. Hovedpersonerne bliver alle spillet af 3 personer, i forskellige aldre og alle gør det meget overbevisende. Især den yngste Jamal (spillet af Ayush Mahesh Khedekar) er en charmetrold, da han gør det næsten umenneskelig for at sikre sig en autograf :-)

Filmen er smukt filmet af Anthony Dod Mantle, som også står bag mange af de film, der er udgivet i Danmark.

Jeg skal se den igen! Indtil da, kan jeg genopleve lidt at stemningen i filmens trailer.

And the Oscar goes to...

Det er en tradition, Oscarnight ville ikke være det samme, hvis jeg ikke havde selskab af Stine. Det er ikke fordi, vi laver noget specielt. Men vi har vores rutiner og interne skævheder og det er bare så hyggeligt.

I år så vi ikke så meget af optakten, for vi var i biografen for at se, hvad nogle af de nominerede egentlig kunne byde på. Først så vi Revolutionary Road (Den store optælling #47) med Kate Winslet og Leonardo DiCaprio. En fantastisk og tankevækkende film, hvor især de to hovedrolleindehavere og Michael Shannon var en stor fornøjelse.

Bagefter så vi Milk (Den store optælling #48). Jeg ved ikke, hvordan jeg har kunne undgå at læse anmeldelser men sandheden er, at jeg ikke anede noget som helst om filmen. Måske derfor slog den mig helt omkuld. Sean Penn er FANTASTISK og jeg er glad for, han fik sin Oscar, ligesom jeg også jublede, da Dustin Lance Black vandt og gav den mest rørende tale ved dette års Oscarshow.

Mit næste filmprojekt må bliver Slumdog Millionaire som med 8 Oscars blev aftenens store vinder.

Twilight

Den store optælling #46

Om en måneds tid, d 25. marts kommer 2. del i Twilightserien på dansk. Bogen hedder Nymåne og den er ventet af mange, undertegnede ingen undtagelse.

Twilight er historien om teenagepigen Bella, som flytter til en mørk og regnfuld by. Her falder hun for den mystiske Edward, som viser sig at være vampyr. Det er primært en bog for piger, en meget romantiske historie om umulig, altopslugende kærlighed.

Twilight er filmatiseret og resultatet er egentlig blevet ret godt. Mange af bogens gode replikker er med i filmen (hvilket er guf for romantiske pigehjerter) men samtidig er vampyrdelen mere fremtrædende end i bogen og det gør filmen mere spændende.