Erz Limon

Eller Citronlunden som den hedder på dansk.

Den store optælling #59

Jeg nød denne dejlige film, der viser, hvad der kan ske, når ens liv bliver direkte berørt af politik og minder os om, at verden ikke er sort/hvid. Jeg kan ikke beskrive det bedre end biografens beskrivelse af filmen:
Det er sjældent at en politisk dagsordensættende film også kan levere så enkel og renlivet – for ikke at sige varm og ironisk - hverdagsdramatik som ’Citronlunden’, der udspilles på grænsen mellem Vestbredden og Israel. En enlig palæstinensisk kvinde plejer sin citronlund, da selveste den israelske forsvarsminister flytter ind på nabogrunden. Pludselig udgør den lavmælte kvinde en sikkerhedsrisiko – men kan man behandle kvinden derefter?

Klassen

Den store optælling #52

Den har fået De Gyldne Palmer og gode anmeldelser over hele linjen. Så mens jeg sad og småkedede mig i biografen, havde jeg tid til at tænke over, hvad det var jeg ikke forstod! Måske er Klassen (entre les murs) en film, der vinder når man ser den 2. og 3. gang, men jeg ved allerede nu, at jeg aldrig vil bruge tid på at se den igen.

Gå i biografen

Jeg vidste der var en grund til at jeg godt kan lide Irland! Irerne er nemlig det folkefærd der går mest i biografen, hver irer går i gennemsnit i biografen 4,57 gange om året. Herhjemme gør jeg nu også mit til statistikken, hvilket fører mig til

Den store optælling #51

Dokumentaren om Blekingegadebanden kan bestemt anbefales. Historien er spændende fortalt og især interviewet med Bo Weymann gør filmen interessant. Anders Riis-Hansen stiller de rigtige spørgsmål og Bo Weymann giver et meget personlig og intenst billede af Bandens bevæggrunde og arbejde. Jeg har læst den første at Øvig Knudsens bøger og efter at have set filmen, fik jeg bestemt lyst til at læse den sidste bog.

Stille Kaos

Den store optælling #49

Jeg er glad for, at min biograf tilbyder film fra Filmporten. Det betyder nemlig, at jeg får set en masse film, jeg ellers aldrig ville se. Stille Kaos (Caos calmo) er et godt eksempel.
Stille Kaos handler om manden Pietro, som mister sin kone og står tilbage med en 10 årig datter. Da han afleverer hende på skolen lover han at vente på hende til hun kommer ud igen og det løfte holder han. Hver dag afleverer han datteren hvorefter han tilbringer dagen i parken overfor skolen. Undervejs får han besøg af familemedlemmer, kollegaer og hans stifter også nye bekendtskaber. Underligt nok virker Pietro til at være den person i filmen der er mest velbalanceret.
Stille kaos er en stille og lidt mærkelig film. Den handler ikke om sorg og savn, i hvert fald ikke på en direkte og knugende måde, som man kunne forvente. Måske er der en pointe, jeg endnu ikke helt har forstået, men jeg er glad for, jeg fik den at se og den har gjort indtryk.
Musikken i filmen er forresten også lidt overraskende. Jeg leder stadig efter en af sangene, men indtil da kan jeg jo nyde Radiohead, Rufus Wainwright og ikke mindst L'amore trasparente med Ivano Fossati, hvis hæse stemme jeg godt kan li'!

El metodo eller metoden

Den store optælling #24

7 højtuddannede kandidater er indkaldt til en sidste og afgørende jobsamtale. Men samtalen forløber helt anderledes end forventet. For i stedet for at møde en repræsentant fra firmaet, bliver de lukket inde i et rum, hvor de gennem en række test skal debattere og eliminere hinanden en efter en. Som tiden går stiger presset på kandidaterne, tonen bliver skarpere og viljen til at ofre hinanden bliver større.

Metoden er ikke den bedste film, jeg har set. Om et stykke tid har jeg muligvis glemt den igen, men lige nu har den sat nogle tanker i gang. Da vi gik fra biografen snakkede vi om, hvordan overlevelsesinstinktet får folk til at anklage og forråde hinanden. Forsøget var interessant og jeg kan ikke helt lade være med at spekulere på, hvordan jeg selv ville reagere.

Den store optælling - nu også på italiensk

Den store optælling #23

Min bror er enebarn - Mio fratello è figlio unico. Det lyder bare bedre på italiensk.
Jeg fulgtes med 3 veninder, og som det så tit er tilfældet, var vi de eneste 4 i biografen. Det er en skam - mange flere burde se de gode film Filmporten præsenterer.
Filmen handlede overordnet om politik, men mest af alt som søskendekærlighed. Det hele fortalt i en meget humoristisk tone.

På Scope beskrives handlingen sådan her:
I Italiens 1960'ere og 1970'ere er brødrene Accio og Manrico begge politisk aktive, men på hver sin fløj. Og som om det ikke var nok grund til at skændes, så er de begge forelsket i den samme kvinde. Men på trods af skænderier, politik og kærlighed holder de to brødre alligevel kontakten og bliver, som årene går, klogere på både hinanden og sig selv.

Dagens ord: smuk

Den store optælling #21

En af fordele ved at være med i filmporten er, at jeg får set de smalle film. Jeg har været med i flere år og selvom der har været nitter imellem, har det også givet mange gode filmoplevelser.

Dykkerklokken og Sommerfuglen er en smuk film. Jeg kan ikke finde et ord, der beskriver den bedre.
Historien om Jean-Do, som efter et slagtilfælde er fanget i sin egen krop er rørende og smuk. Udover sit venstre øje har han kun hukommelsen og fantasien tilbage og med dét, forsøger han at skabe et værdigt liv. Der er store følelser på spil og især forholdet mellem Jean-Do og hans far efterlod en knugende fornemmelse i maven.
Foruden historien bør Dykkerklokken og Sommerfuglen ses på grund af den flotte fotografering med storslåede naturbilleder. Det er - ja gæt engang - smukt. Se den!

Joy Division

Den store optælling #19.

Filmporten er kommet sent i gang i år, og det betyder, at filmene bliver serveret hurtigt efter hinanden i løbet af de næste uger.
I dag så jeg Control - en trist og tragisk historie om Ian Curtis, forsanger i bandet Joy Division, korte og omtumlede liv. Det var en flot film, filmet meget stemningsfuldt i sort/hvid og med et godt og interessant soundtrack.
Jeg - musik-uinteresseret som jeg er - havde aldrig hørt om Joy Division, men jeg har læst om filmen på Don't panic hvor Morten har lavet en flot omtale af filmen og bogen.