Når musikken spiller - et nostalgisk tilbageblik

Den anden dag hørte jeg en sang, som bragte en masse minder frem. Sådan er der mange sange, alle har dem vel og det behøver egentlig ikke være gode sange. Her er f.eks. min barndom/ungdom fortalt i nogle enkelt musikalske nedslag.

Trax: Du er fuld af løgn Min bedste ven Lasse og jeg var vilde med Grand Prix. Lasses mor optog altid showet til os, så vi kunne se det igen og igen. Så stod vi der forand tvet og efterabede dansetrinene mens vi sang i vores hårbørster.

Alphaville: Forever Young. Den første date med den første kæreste. Året var 1992, daten var i biografen hvor vi så Forever Young. Fyren ankom standsmæssigt på cykel fra nabobyen, pigen blev fulgt på vej af fnisende veninder, som diskret forsvandt lige før cykelrytteren ramte byen. To generte teenagere, som ikke helt kunne "spillereglerne". Der kom nu heller ikke meget kærlighed ud af det, men et godt og varmt venskab gennem folkeskolen og gymnasiet.

Nikolaj Steen: Angel. Min venindes værelse i begyndelsen af 90'erne. Line og Louise danser, synger og hører Angel på max lydstyrke. Det var Lines kassettebånd og vi elskede den sang! Og ja, jeg kan faktisk stadig teksten når jeg hører den.

Laban: Hvor skal vi sove i nat. 28 elever sluppet løs på ski i Norge. Laban blev sunget højt og falsk på skibakkerne. Jeg mindes sjove skiture og begejstring i pigehytten, da vi modtog breve fra kreative knægte, som med søde (frække?) vers gjorde sig fortjent til massage. Det var et fantastisk skoleår og en dejlig tur med en sammentømret klasse, som vidste, at de snart skulle skilles ad.

The Cranberries: When you're gone. Et mørkt teeangeværelse med stearinlys og røgelsespinde. When you're gone på repeat mens teenage-Louise ligger på sengen med benene op af muren. Jeg har brugt timer der, helt alene mod en uretfærdig verden - sådan har det helt sikkert føltes. Kæresten har sikkert været en nar, forældre der ingeting forstår og et gymnasium hvor jeg ikke helt hører til. Jeg hørte den tit og husker den som min absolutte teeange-klynke sang selvom der sikkert har været mange flere!

Poul Krebs: Sådan nogen som os Total kikset sang at møde sin kæreste til, men sådan blev det altså. Godt vi ikke har en "vores sang"!

Gloria Gaynor: I will survive Biblioteksskolesang. Når den blev spillet skulle der danses. Den bringer minder om dårlige fester med varm tequila og en masse kvinder, som blev mine bedste venner.

Lørdags-debat.

For cirka 14 dage siden så vi Susse Wold i Sommer i Tyrol og det satte gang i en samtale om smukke skuespillerinder i dansk film. Vi kunne nemt komme på flere navne fra de ældre film, men i nutidens film kneb det lidt mere. Nu har Helle Virkner bragt emnet på banen igen. Men vi er stadig ikke kommet nærmere en afgørelse.
Hvem er nutidens smukke "divaer"? Navne! Tænk, Louise - tænk.

Skrid din nøddekasse

Nogle gange funderer jeg over, om oversættere egentlig ser det, de oversætter.
Især sjusk med navne undrer mig bl.a.

Da jeg så en film, hvor hovedpersonen hed Huck. Det navn blev han kaldt og måske vigtigere lystrede han de første 70 minutter, hvor oversætteren pludselig besluttede at omdøbe ham til Chuck.

Calleigh fra CSI Miami har aldrig heddet Kelly (I hvert fald ikke i den serie)

Nogle gange vælger de heller ikke den lige vej:

Let me be frank bør aldrig oversættes til lad mig være frank! (Okay, så vil jeg være Carla)

og min absolutte favorit lige nu:
religious nut-job - religiøs nøddekasse.

Helte

På min togtur for nylig kom jeg i godt selskab. I Ud & Se var der en artikel om mine helte Wikke & Rasmusssen. Jeg elsker deres måde at se verden på og dét de siger giver virkelig mening.
Jeg ville ønske, jeg kunne bo i deres univers. Jeg er overbevist om, at jeg ville føle mig hjemme der og jeg ville altid være glad og lykkelig. Ahh... skønne drømme...

Tilgiv mig

... hvis jeg ikke tager telefonen, når du ringer
... hvis vi ikke kan lave aftaler
... hvis jeg virker lidt fraværende

og husk at det kun er en enkelt time om ugen - resten af tiden er jeg din.

Den 12. marts sker det: Mac og de andre er tilbage. Nedtællingen er begyndt!

Hej, Mit navn er Louise, jeg er...

... Harry Potter fan...

I denne måned er jeg begyndt at læse Harry Potter på engelsk. De første i serien har jeg kun læst på dansk, men jeg har længe haft lyst til at opleve dem på originalsproget.
Indtil nu er det skønt. Der er meget, jeg har glemt, fordi jeg husker filmene bedre end bøgerne, og der er jo mange ting der er anderledes. Så jeg er altså startet forfra og i aften må jeg gå i gang med The Goblet of Fire.

Harry Potter bøgerne har sat tankerne igang, og jeg har måtte indrømme noget, jeg ellers længe har prøvet at benægte. Jeg er Harry Potter fan. Tidligere har jeg læst bøgerne og set filmene med almindelig, men stor fornøjelse, men jeg indrømmer, at jeg ved den sidste bog og filmpremieren i sommers gik lidt i Potter-mode og blev en lille bitte smule nørdet. Men jeg kom over det og har levet et nogenlunde normalt liv - indtil nu. For i den sidste tid har mine dagdrømme handlet om besværgelser og magiske væsner og den anden dag kom jeg til at kalde kæresten Ron, selvom han jo hedder Jesper. Ak ja, hvad hjernen er fuld af...

Så nu springer jeg ud. Jeg synes ikke bare at Harry Potter er en god serie, jeg er fan af både bøger og film. Jeg vil sikkert altid have et ret nørdet forhold til Potter og venner, og jeg bliver vist aldrig helt færdig med at læse bøgerne.

Min outing har endnu ikke overrasket nogen. Faktisk lader det til, at jeg var den eneste, der ikke mente, jeg var fan. Men ok - tegnene var der selvfølgelig - mit blognavn er taget fra bogen og jeg har muligvis nævnt bøgerne og filmene for venner og familie en enkelt gang eller to.

Ud blandt folk igen.

Min dag har været meget mærkelig på grund af det der ikke skete.
Da jeg cyklede på arbejde så jeg ingen, der blev anholt. Da jeg kom på arbejde, var der ikke sket et mord. Mens jeg var på arbejde var der ingen, der krævede mine fingeraftryk og der blev ikke taget en DNA-test med en stor vatpind. MEGET MÆRKLIGT. Er verden gået helt amok eller har jeg måske set lidt for meget CSI på det sidste...

Mac is back!

I morgen er der sæsonstart på CSI NY. Det er en af de serier, jeg trofast følger med i, så jeg glæder mig til helt nye afsnit.
Hvis jeg frit kunne vælge job uden tanke på evner og muligheder ville jeg arbejde i et topmoderne laboratorium. Jeg ved godt, der er langt fra fiktionens spændende og rene fremstilling og den virkelige, ildelugtende verden men hey det her er jo min fantasi.
En del af tiltrækningen er naturligvis tanken om at være med til at give ofrene den retfærdighed de fortjener (catch the bad guys). En anden del (den største faktisk) taler til min nørdede side. Jeg synes, det er fedt, at man ved hjælp af et hår, en tråd og lidt mudder kan finde gerningsmanden. DNA-spor, lydfiler, kraniets opbygning, obduktioner og high-tech udstyr er guf for min indre nørd. Geeky I know...

I virkelighedens verden ville jeg kaste op og besvime inden jeg fik kørt nøglekortet gennem laboratoriets dør, men i fiktionenes er jeg klar! I morgen går det løs.

Filmens stemmer

Efter at have rystet, svedt og hostet mig gennem min vagt i lørdag hentede jeg film i Blockbuster og tilbragte det meste af weekenden på sofaen. En af filmene havde Michael Gambon på rollelisten, og det fik mig til at tænke på en af mine skævheder - Skuespillere og deres stemmer!
Jeg har en svaghed for stemmer! Altså de stemmer, der er helt unikke og det er især de engelske, irske og skotske, der er interessante. Fascinationen af skuespillere handler ikke om udseende men om stemme. Jeg kan ikke falde i svime over film med Brad Pitt, men til gengæld er jeg næsten ligeglad med, hvad filmen handler om, hvis Colin Firth er på rollelisten.
Hvis Oscar-uddelingen havde en kategori for bedste mandlige stemme skulle de nominerede være:
- Michael Gambon
- Colin Firth
- Alan Rickman
- Stephen Fry
- James McAvoy

Små skatte

Når jeg er hos mine forældre roder jeg altid i deres videobånd. I mange år har de og jeg optaget forskellige programmer og nu indeholder deres bånd mange lag af optagelser, som for mig er små glemte skatte. Jeg kan godt lide den følelse, jeg har, når et program slutter og den flimrende skærm kommer frem før den afslører en ældre optagelse. Nogle gange er det slutningen af en film, jeg havde glemt, nogle gange en bid af en nyhedsudsendelse med små og store nyheder. Tit er det bare sjovt at se tøjet og frisurerne på tv-værter og helt almindelige folk som deltager i klippet.
Og hele tiden lurer spørgsmålet om, hvad jeg mon finder næste gang...