Rundt om søen

En septembersøndag med dejligt solskin. Perfekt til en gåtur rundt om Vandkraftsøen. Med på turen var en biolog og en museumsinspektør som undervejs fortalte om områdets natur og kultur. Det er en helt fantastisk flot tur, som bl.a. går forbi Tvis kloster med den gamle vandmølle.

The ugly truth

Den store optælling #64

Der er meget kvinder ikke ved om mænd og vise versa. Men kvinderne vinder altid til sidst :-)

Yacoubians Hus

Den store optælling #63

Jeg har aldrig fået læst Alaa al-Aswanys Yacoubians hus - denne dovne bibliotekar hylder filmatiseringer.

I det næsten 3 timer lange egyptiske drama følger man forskellige mennesker i og omkring et hus i Kairo. Fra den skruppelløse forretningsmand til den unge pige der forsøger at skabe sig et bedre liv og videre til den fattige mønsterelev, hvis liv skifter retning på grund af den megen modgang han møder.

Yacoubians Hus er en tankevækkende film. Korruption, dobbeltmoral og modløshed dominerer, men midt i al ulykken anes der håb - trods alt. Filmen var en anderledes oplevelse. Jeg syntes personerne virkede karikerede, personerne spillede roller, der nogle gange blev spillet lidt for overdrevent. Men det var filmens stil og det fungerede, så tiden aldrig føltes lang.

Troldmænd, Aliens og et frieri

Der er gået kuk i Den store optælling. Sommeren har budt på biograffilm, men der er ikke blevet brugt megen tid på bloggen. Derfor kommer her et opsamlingsheat.

Den store optælling #60-62

60: Harry Potter og Halvblodsprinsen var selvfølgelig ventet med spænding og en vis portion utålmodighed. Helt som i bogen var der meget teenagefnidder og kærestefnadder og det betød at der var skåret krafigt ned på det mørke og dystre. Lidt for meget måske, men jeg synes alligevel filmen var god. Fønixsordenen var meget mørk og dyster og på en måde, var det rart med en lidt lettere film inden de to afsluttende film, som må blive dystre og triste.
Jeg havde især glædet mig til at se fantastiske Jim Broadbent som Horace Slughorn og helt som forventet var han en oplevelse.

61: Indrømmet, jeg kan godt lide at se "tøsefilm". Nogle gange er det bare dejligt at læne sig tilbage i sædet og nyde en helt og aldeles forudsigelig, romantisk film. Det betyder ingenting, at jeg ved, hvordan det hele ender og at handlingen undervejs er plat og uoriginal Det er bare hyggeligt. Og endnu bedre er det, når min søster på en helt almindelig fredag tager turen hertil for at se The Proposal sammen med mig. Filmen var sød og virkelig sjov og helt som en tøsefilm bør være!

62: District 9 minder langtfra om de film, jeg plejer at se. Aliens og højteknologiske våben plejer ikke at lokke mig i biografen men måske burde jeg udforske sci-fi genren lidt. Filmen gjorde i hvert fald et stort indtryk på mig og den kan bestemt anbefales.

Coldplay

Nogle gange sker der faktisk noget i Vestjylland. Således kunne jeg på en helt almindelig søndag opleve Coldplay i Herning. Hvor jeg stod, var lyden til tider lidt ujævn (sikkert pga vinden) men stemningen var kanon. Efter opvarming fra Moi Caprice og White Lies blev det tid til the main event.

Erz Limon

Eller Citronlunden som den hedder på dansk.

Den store optælling #59

Jeg nød denne dejlige film, der viser, hvad der kan ske, når ens liv bliver direkte berørt af politik og minder os om, at verden ikke er sort/hvid. Jeg kan ikke beskrive det bedre end biografens beskrivelse af filmen:
Det er sjældent at en politisk dagsordensættende film også kan levere så enkel og renlivet – for ikke at sige varm og ironisk - hverdagsdramatik som ’Citronlunden’, der udspilles på grænsen mellem Vestbredden og Israel. En enlig palæstinensisk kvinde plejer sin citronlund, da selveste den israelske forsvarsminister flytter ind på nabogrunden. Pludselig udgør den lavmælte kvinde en sikkerhedsrisiko – men kan man behandle kvinden derefter?

For Zlatan da

Eto er væk og Zlatan er kommet til. Et kæmpe ego byttet med et kæmpe ego.

Indrømmet, jeg er ikke fan af Ibrahimovic. Glimrende fodboldspiller bestemt, men han fylder og kræver meget også uden for banen. Kun en lille del af postyret omkring Ibrahimovic handler om fodbold og det synes jeg, er synd.
Allerbedst kan jeg lide Iniesta - en fokuseret og fantastisk fodboldspiller, som spiller hver kamp med stort overblik og hjerte og (næsten) altid uden drama.

Modsætninger på samme hold.

Jeg glæder mig til sæsonstart. Til Iniesta, Puyol, Xavi, Henri og Messi og håber, at Zlatan gør den følelse af øv, jeg sidder med i kroppen til skamme.

Til Stine

Mere end en gang har Stine og jeg hørt, at vi har en sær form for humor. Det er da også Stine, der først introducerede mig for Flight of the conchords. Fra småbidder på nettet fik jeg chancen for at lære disse sære fyre bedre at kende i weekenden, hvor der var komediemarathon med 12 afsnit af serien. Jeg så dem ikke alle sammen men en del... og jeg synes, de var ret sjove - vidt sære - men sjove. Og midt i det hele kiggede Jesper på mig og konstanterede at "det her, det skulle du vist ha' set sammen med Stine" :-)

Alice in Wonderland

Glæder man sig til at gå i biografen næste år - ja det tror jeg nok lige man gør!

Burton, Depp, Rickman og Alice - altså hende i Wonderland.

Maren o æ woun

I går fejrede Holstebro byens vigtigste dame. Kvinde på Kærre eller Maren o æ woun vendte endelig tilbage til sin plads på torvet foran det gamle rådhus.

Maren er lavet af Alberto Giacometti og blev købt af Holstebro byråd i 1966 for 210.000. Sidste år blev hun udlånt til Louisianna og da hun vendte hjem fik byen et lille problem. For i dag er Maren vurderet til over 100 millioner kroner og lidt for dyr at have stående ubeskyttet i midtbyen. Sagen blev debateret og løsningen blev en elevator, som hver aften kører Maren i sikkerhed og hver morgen sørger for at borgerne kan få glæde af den lille dame.

Se mere fra indvielsen her.

Romantisk uhygge

Jeg har fået en god start på weekenden.

Den store optælling #57
Torsdag bød på guld, glimmer, store kjoler og romantik. Man skal nok være romantisk anlagt for at synes om The Young Victoria. Det er jeg, så jeg nød et par romantiske timer i biografen med historien om Victoria, Dronning af Storbritannien 1837 - 1901. Som historisk film havde filmen mangler, men som romantisk historie var den...suk.

Den store optælling #58
Fredag var der ikke mange romantiske toner, da jeg så animationsfilmen Coraline. Den kan ikke anbefales nok. Bogen er fantastisk og filmen en både flot og uhyggelig oplevelse. Filmen handler om den ensomme Coraline, som fanges i et parallelunivers, hvor ikke alle vil hende det godt. Filmen er instrueret af Henry Selick, som bl.a. også står bag Nightmare before Christmas.

Shit pomfrit

Jeg har nævnt ham før og nu genudsender Dr2 proggrammerne med Niklas' mad. Jeg har stadig ikke hverken evner eller interesse for madlavning, men kan alligvel godt lide programmet. For det første handler det ikke bare om mad, det er et kulturhistorisk indslag om den svenske madkultur. I dag besøgte Niklas et røgeri, hvor ål og sild blev røget efter gammeldags principper. Ålen blev senere brugt i en kartoffel-porre suppe. For det andet er kokken ret charmende, han bruger endda maden, når han bander (shit pomfrit) og han laver tit lækre, lækre desserter. Uhhhmmm.

Mammut

Den store optælling #56

En dejlig pinse hos Stine bød selvfølgelig på en film: Mammut med Gael Garcia Bernal og Michelle Williams.

Fodbold og følelser

I morgen bliver der krig på adressen og de første hånlige bemærkninger er kastet.
I morgen vil den ene halvdel af husstanden provokerende indtage sofaen iført den røde spillertrøje med nummer 10 på ryggen. Jeg vil sidde overfor, jeg har ingen spillertrøje, men jeg vil have et bistert men passende ansigtsudtryk og i 2x45 minutter vil vi være fjender. Der spilles finale i CL og da JR hepper på Man U og jeg er Barca-fan må det bare være sådan.
Jeg hepper selvfølgelig på en Barca-sejr men allermest håber jeg på en drømmekamp. Det er to fantastiske hold, der mødes og jeg håber, Henry og især Iniesta bliver helt klar til kampen og at begge hold spiller op til deres allerbedste. Og skulle Barca bliver nr 2 kan jeg leve med det, for helt sikkert er det: i morgen bliver der krig - og fest!

Hemmeligheder

Den store optælling #55

Biernes hemmelige liv er en film med følelser og varme. Den kalder både på smilet og tårerne og selvom historieren undervejs bliver lidt for sentimental og sukkersød er det en god, hyggelig film.
Filmens musik var især en nydelse. Det er altså næsten umuligt ikke at blive grebet af en film, der bruger Bach's Cello Suite No. 1 som underlægningsmusik.

Engle og Dæmoner

Den store optælling #54

Det er altid skønt at gå i biografen, stemningen og magien når filmen toner frem på det store lærred. For det meste er jeg ligeglad om vi er 2 eller 60 i salen, men der er nu film hvor oplevelsen bliver lidt bedre når der er mange. Derfor var jeg glad da jeg kunne se Engle og Dæmoner i en propfuld biografsal.

Der oplevede jeg nemlig den danske stolthed da både Nikolaj Lie Kaas og Thure Lindhardt jo som bekendt er på rollelisten. "Næh, det er da Nikolaj" lød det familiært fra salen, da superskurken viste sig for første gang og senere kunne man også høre "Og der er Thure". Det var lidt mærkeligt, men vi sad faktisk der og følte lidt fælles dansk stolthed, for det er da lidt sejt, når der er danskere i fremtrædende roller.
Da Dan Brown var stor, læste jeg Engle og Dæmoner. Alligevel kunne jeg ikke huske ret meget af handlingen og måske var det en fordel, for jeg syntes, filmen var både spændende og underholdende.

Nå ja - filmen havde også lidt guf til bibliotekarer, jeg siger i hvert fald ikke nej til en studietur til Vatikanets bibliotek.

Champions

Et af mine yndlingssteder i London er National Portrait Gallery. Hver gang vi er i byen, må jeg lige indenfor og se hvilke nye udstillinger, de har i kælderen. Ovenpå er den faste samling, hvor hvert portræt fortæller en historie. Jeg kan sidde der i timevis.

Sidste gang jeg var der så jeg udstillingen Champions. Champions består af en række fotografier af kendte sportsfolk, som har lagt krop til opgaven for at støtte Elton Johns Aids foundation. Fotografierne hylder kroppen og de er virkelig flotte.

Selvom det er over en måned, siden jeg var i London, rumsterer billederne stadig. De er taget af Anderson og Low og her kan man se 12 af billederne (Det af Ross Brewer er ret godt) men desværre ikke dette af Thierry Henry, som jeg kun har kunne finde i en beskåret udgave.

Uhyggelige knapper

Juhu, juhu, juhu. Den 12. juni får filmatiseringen af Neil Gaimans skønne, skønne (og uhyggelige!) roman Coraline premiere. Jeg hopper i stolen for at se den og jeg håber, den kommer i biografen i den originale udgave. Også i vestjylland.
Bag filmen står Henry Selick, som bla har skabt The Nightmare Before Christmas og hele filmen er lavet i stop motion med dukker frem for animation. Uhhh, det bliver godt!

Søndagsmad

Uhm Pizza lavet på grillen.

Og jordbær og vindruer til dessert.

Doubt

Den store optælling #53

Doubt var nomineret til 5 oscars, næsten alle for skuespilpræstationerne. Det er da også dem, jeg husker bedst efter at have forladt biografen. Især energien mellem Meryl Streep og Philip Seymour Hofmann var fantastisk, men også Amy Adams spillede rigtig godt. Philip Seymour Hofmann er efterhånden ved at blive en af mine favoritter. Han er alsidig og altid overbevisende uanset om han spiller den krukkede Capote, det komiske indslag i Charlie Wilsons War, præst, skurk eller alt muligt andet.

Filmen sætter naturligt tankerne igang. Hvad er rigtig og forkert og hvad gør man, når tvivlen nager. Det er tvivlen der gør at ingen dømmes på facts alene, det er i højere grad ens personlige holdning og tro der spiller en rolle. Som biografgænger deler man skæbne med Amy Adams; aldrig er man sikker på, om man vælger den rette side og i den forstand er filmen en oplevelse.

Penneven?

De viser You've got mail på tv for jeg ved ikke hvilken gang. Jeg kan huske skuffelsen, da jeg så den første gang i biografen. Siden da har jeg set den flere gange, hver gang med stor fornøjelse. Måske skyldes det, at jeg er blevet ældre og at mit syn på romantik og kærlighed har ændret sig. Og Meg Ryan er jo altid skøn.

For nogle år siden opdagede jeg tilfældigt at filmen var en genindspilning.
I The shop around the corner fra 1940 bejler James Stewart til Margaret Sullavan pr brev. De arbejder i samme butik og i virkeligheden er deres forhold noget anstrengt. Hun ser ham som en uromantisk, kedelige fyr og han synes modsat, at hun er en drømmer. Men i deres breve bliver de forelskede.
I In the good old summertime fra 1949 gentager historien sig. Denne gang i en musikalsk udgave, hvor Van Johnson og Judy Garland forelsker sig gennm deres brevveksling.
I 1998 er det altså Meg Ryan og Tom Hanks der på mere moderne maner mailer sig ind i hinandens hjerter.

Jeg kan lide alle 3 film. De fortæller den samme historie, men er alligevel forskellige. Stewart er intens og selvhøjtidelig, Judy Garland er en ilter dame og Van Johnson har et glimt i øjet.
Der er vist både en engelsk serie og en musical der bygger på historien, men så vidt jeg ved, findes der ikke flere udgaver på film. Eller måske har jeg bare ikke fundet dem endnu??

Klassen

Den store optælling #52

Den har fået De Gyldne Palmer og gode anmeldelser over hele linjen. Så mens jeg sad og småkedede mig i biografen, havde jeg tid til at tænke over, hvad det var jeg ikke forstod! Måske er Klassen (entre les murs) en film, der vinder når man ser den 2. og 3. gang, men jeg ved allerede nu, at jeg aldrig vil bruge tid på at se den igen.

Gå i biografen

Jeg vidste der var en grund til at jeg godt kan lide Irland! Irerne er nemlig det folkefærd der går mest i biografen, hver irer går i gennemsnit i biografen 4,57 gange om året. Herhjemme gør jeg nu også mit til statistikken, hvilket fører mig til

Den store optælling #51

Dokumentaren om Blekingegadebanden kan bestemt anbefales. Historien er spændende fortalt og især interviewet med Bo Weymann gør filmen interessant. Anders Riis-Hansen stiller de rigtige spørgsmål og Bo Weymann giver et meget personlig og intenst billede af Bandens bevæggrunde og arbejde. Jeg har læst den første at Øvig Knudsens bøger og efter at have set filmen, fik jeg bestemt lyst til at læse den sidste bog.

Kærestesorger

Den store optælling #50

På filmens hjemmeside skriver Nils Malmros:

Med ”Kærestesorger” vil jeg genskabe min gymnasietid i starten af 60’erne og på ny gennemleve de forvirrede følelser, jeg havde i de år. Filmen handler om de små forelskelser, der skulle gøre det ud for den store kærlighed, men som blev halvhjertede, fordi man hver gang frygtede, at man bandt sig for resten af livet. Først når man blev svigtet, var følelserne fuldtonede. For som det bliver sagt i filmen: ”Man er først rigtigt forelsket, når man er ulykkeligt forelsket” - men da er det for sent.


For mig var det det bærende i filmen. Måden den fik mig til at føle og mindes en tid med følelser som alle har gennemgået, uanset om de ydre rammer så er i 60'erne eller et andet årti. Det er en fin skildring af den første kærlighed og de glæder og sorger der følger med. En anden ting, jeg synes godt om er, at filmen er optaget over 3 år, hvor hovedpersonerne udvikler sig fra kejtede børn til unge mennesker. Jeg ved godt, at alle film ikke kan laves sådan, men det virker altså rigtig godt!

Når musikken spiller - et nostalgisk tilbageblik

Den anden dag hørte jeg en sang, som bragte en masse minder frem. Sådan er der mange sange, alle har dem vel og det behøver egentlig ikke være gode sange. Her er f.eks. min barndom/ungdom fortalt i nogle enkelt musikalske nedslag.

Trax: Du er fuld af løgn Min bedste ven Lasse og jeg var vilde med Grand Prix. Lasses mor optog altid showet til os, så vi kunne se det igen og igen. Så stod vi der forand tvet og efterabede dansetrinene mens vi sang i vores hårbørster.

Alphaville: Forever Young. Den første date med den første kæreste. Året var 1992, daten var i biografen hvor vi så Forever Young. Fyren ankom standsmæssigt på cykel fra nabobyen, pigen blev fulgt på vej af fnisende veninder, som diskret forsvandt lige før cykelrytteren ramte byen. To generte teenagere, som ikke helt kunne "spillereglerne". Der kom nu heller ikke meget kærlighed ud af det, men et godt og varmt venskab gennem folkeskolen og gymnasiet.

Nikolaj Steen: Angel. Min venindes værelse i begyndelsen af 90'erne. Line og Louise danser, synger og hører Angel på max lydstyrke. Det var Lines kassettebånd og vi elskede den sang! Og ja, jeg kan faktisk stadig teksten når jeg hører den.

Laban: Hvor skal vi sove i nat. 28 elever sluppet løs på ski i Norge. Laban blev sunget højt og falsk på skibakkerne. Jeg mindes sjove skiture og begejstring i pigehytten, da vi modtog breve fra kreative knægte, som med søde (frække?) vers gjorde sig fortjent til massage. Det var et fantastisk skoleår og en dejlig tur med en sammentømret klasse, som vidste, at de snart skulle skilles ad.

The Cranberries: When you're gone. Et mørkt teeangeværelse med stearinlys og røgelsespinde. When you're gone på repeat mens teenage-Louise ligger på sengen med benene op af muren. Jeg har brugt timer der, helt alene mod en uretfærdig verden - sådan har det helt sikkert føltes. Kæresten har sikkert været en nar, forældre der ingeting forstår og et gymnasium hvor jeg ikke helt hører til. Jeg hørte den tit og husker den som min absolutte teeange-klynke sang selvom der sikkert har været mange flere!

Poul Krebs: Sådan nogen som os Total kikset sang at møde sin kæreste til, men sådan blev det altså. Godt vi ikke har en "vores sang"!

Gloria Gaynor: I will survive Biblioteksskolesang. Når den blev spillet skulle der danses. Den bringer minder om dårlige fester med varm tequila og en masse kvinder, som blev mine bedste venner.

Stille Kaos

Den store optælling #49

Jeg er glad for, at min biograf tilbyder film fra Filmporten. Det betyder nemlig, at jeg får set en masse film, jeg ellers aldrig ville se. Stille Kaos (Caos calmo) er et godt eksempel.
Stille Kaos handler om manden Pietro, som mister sin kone og står tilbage med en 10 årig datter. Da han afleverer hende på skolen lover han at vente på hende til hun kommer ud igen og det løfte holder han. Hver dag afleverer han datteren hvorefter han tilbringer dagen i parken overfor skolen. Undervejs får han besøg af familemedlemmer, kollegaer og hans stifter også nye bekendtskaber. Underligt nok virker Pietro til at være den person i filmen der er mest velbalanceret.
Stille kaos er en stille og lidt mærkelig film. Den handler ikke om sorg og savn, i hvert fald ikke på en direkte og knugende måde, som man kunne forvente. Måske er der en pointe, jeg endnu ikke helt har forstået, men jeg er glad for, jeg fik den at se og den har gjort indtryk.
Musikken i filmen er forresten også lidt overraskende. Jeg leder stadig efter en af sangene, men indtil da kan jeg jo nyde Radiohead, Rufus Wainwright og ikke mindst L'amore trasparente med Ivano Fossati, hvis hæse stemme jeg godt kan li'!

Mænd der hader kvinder

Den store optælling #48

Sjældent har en film været så længe ventet. Tag fx min mor, som aldrig læser krimier og sjældent går i biografen. Hun speedlæste bogen og fortalte åndeløst om hendes biograftur, hvor folk havde siddet på kanten af sædet, og der var så stille, at man kunne høre en knappenål falde til jorden (Den slags sker selvfølgelig aldrig, men vi mor gav en kvalificeret vurdering :-) )

Jeg hører til det mindretal, der ikke har og aldrig får læst Mænd der hader kvinder. Krimier er bare ikke lige min kop the og selvom jeg synes, filmen var spændende og det var god men grum underholdning, blev jeg aldrig helt grebet af den.

The Producers

I går så jeg The Producers i musikteatret. Det er 3. gang jeg stifter bekendtskab med udgaver af Mel Brooks rablende, satiriske komedie. Første gang var da jeg så filmudgaven fra 2005 og dengang syntes jeg, det var frygteligt kedeligt. Heldigvis kom jeg til at opleve det igen, først på Det ny teater og altså nu igen i Holstebro. Begge forestillinger har været fantastiske, omend det var 2 helt forskellige oplevelser. De ting, jeg grinede af i København, fandt jeg ikke sjove på sammen måde denne gang, men jeg til gengæld holdt mig på maven af grin i scener, som jeg slet ikke husker fra København. Hmmm, alt afhænger af, hvem der besidder rollen.

Hele forestillingen var en fornøjelse. Mine personlige højdepunkter var: Roger Debris og hans assistent Carmen Ghia. Jeg kender den ene skuespiller lidt, men selvom det ikke var tilfældet, ville de alligevel være en af forestillingens store højdepunkter. De homoseksuelle fordomme og svanseriet var skruet op på fuldt blus og ikke et eneste øjeblik faldt de ud af rollen. Det var så morsomt. Da jeg mødte Martin, var hans smukke stemme noget af det første, jeg lagde mærke til og jeg får stadig gåsehud, når jeg høre ham synge. En anden stor oplevelse var revisoren Leo Bloom, der i Jesper Damgaards fortolkning var så ekstremt kejtet og usikker, at man måtte overgive sig fuldstændig til latteren.

Holstebro dagblad har lavet en fotomontage over forestillingen.

It is written...

En enkel sætning som i den helt rette sammenhæng giver en stor klump i halsen...

Den store optælling #47

Slumdog Millionaire var den store pristager til dette års Golden Globe og Oscaruddeling. Det pirrer naturligt nok til nysgerrigheden. For nogle år siden læste jeg Q&A af Vikas Swarup og da jeg (måske lidt sent!) fik koblet de to, måtte jeg naturligvis en tur i biografen.

Det er en gribende, til tider sørgelig men også livsbekræftende historie om 2 drenges opvækst og overlevelse i Indiens slum. Hovedpersonerne bliver alle spillet af 3 personer, i forskellige aldre og alle gør det meget overbevisende. Især den yngste Jamal (spillet af Ayush Mahesh Khedekar) er en charmetrold, da han gør det næsten umenneskelig for at sikre sig en autograf :-)

Filmen er smukt filmet af Anthony Dod Mantle, som også står bag mange af de film, der er udgivet i Danmark.

Jeg skal se den igen! Indtil da, kan jeg genopleve lidt at stemningen i filmens trailer.

And the Oscar goes to...

Det er en tradition, Oscarnight ville ikke være det samme, hvis jeg ikke havde selskab af Stine. Det er ikke fordi, vi laver noget specielt. Men vi har vores rutiner og interne skævheder og det er bare så hyggeligt.

I år så vi ikke så meget af optakten, for vi var i biografen for at se, hvad nogle af de nominerede egentlig kunne byde på. Først så vi Revolutionary Road (Den store optælling #47) med Kate Winslet og Leonardo DiCaprio. En fantastisk og tankevækkende film, hvor især de to hovedrolleindehavere og Michael Shannon var en stor fornøjelse.

Bagefter så vi Milk (Den store optælling #48). Jeg ved ikke, hvordan jeg har kunne undgå at læse anmeldelser men sandheden er, at jeg ikke anede noget som helst om filmen. Måske derfor slog den mig helt omkuld. Sean Penn er FANTASTISK og jeg er glad for, han fik sin Oscar, ligesom jeg også jublede, da Dustin Lance Black vandt og gav den mest rørende tale ved dette års Oscarshow.

Mit næste filmprojekt må bliver Slumdog Millionaire som med 8 Oscars blev aftenens store vinder.

Twilight

Den store optælling #46

Om en måneds tid, d 25. marts kommer 2. del i Twilightserien på dansk. Bogen hedder Nymåne og den er ventet af mange, undertegnede ingen undtagelse.

Twilight er historien om teenagepigen Bella, som flytter til en mørk og regnfuld by. Her falder hun for den mystiske Edward, som viser sig at være vampyr. Det er primært en bog for piger, en meget romantiske historie om umulig, altopslugende kærlighed.

Twilight er filmatiseret og resultatet er egentlig blevet ret godt. Mange af bogens gode replikker er med i filmen (hvilket er guf for romantiske pigehjerter) men samtidig er vampyrdelen mere fremtrædende end i bogen og det gør filmen mere spændende.

Morsom, romantisk komedie

Den store optælling #45

For det meste har hørt om, læst anmeldelser af eller fået anbefalet de film jeg ser. Men nogle gange er det meget rart at se en film, man egentlig ikke kender og har forventninger til. Nogle gange bliver man jo positivt overrasket. Det var præcis, hvad jeg blev, da jeg så He's just not that into you. Det er en romantisk komedie, som jeg synes var meget morsom især på grund af dem her:

Justin Long spiller ofte en selvironisk, lidt nørdet fyr hvilket i mine øjne altid er charmerende! Ginnifer Goodwin faldt jeg for i Mona Lisa Smile, fordi jeg kunne kende lidt af mig selv i Connie. I He's just not that into you virkede hendes rolle også ret bekendt, også i scener hvor jeg virkelig ikke havde lyst til at indrømme det :-)

Jeg synes, Drew Barrymores beskrivelse af dating-universet sidst i traileren er ret sjovt.

Australia

Den store optælling #44



Baz Luhrmann har lavet en lang men flot film. Nuvel, der er måske ikke så mange overraskelser i handlingen, men Australia har gode skuespillere, romantik, humor og sidst men bestemt ikke mindst: masser af smukke naturbilleder.

Jeg vil til Australien!

Life in plastic, it's fantastic...

I næste måned fylder Barbie officielt 50 år. Man må sige hun holder sig godt, kvinder der har gennemgået alverdens modeluner og begejstret piger verden over uden at miste sin figur.
Som med alting er der tilhængere og modstandere - er Barbie en dum blondine eller er hun er forbillede?

Jeg vil ikke argumentere for hverken det ene eller det andet. Da jeg var barn, elskede jeg min Barbie, som altid var kunstner eller direktør og bestemte det HELE. Min Ken hed Dario Campeotto, var en fin fyr der sang Angelique og forgudede Barbie. Det var ren idyl - en drømmeverden, men ikke en der på nogen måde har påvirket mit voksenliv :-)

Min veninde Line havde den sejeste Ken - med "rigtigt" hår og skæg, der kunne stikke. Fantastisk!

Changeling

Den store optælling #43

En mors største frygt udvikler sig til et mareridt da hendes søn forsvinder. Efter måneders afsavn kommer politiet med godt nyt, hendes søn er fundet og på vej hjem. Men den dreng der står af toget på stationen er ikke Christine Colllins søn, men en fremmed dreng. Politiet, som i forvejen er udsat for stærk kritik om magtmisbrug og korruption, vil ikke tabe ansigt og nægter at have lavet en fejl. De regner sagen for opklaret og for Christine Collins bliver det en livslang kamp for at få politiet og omverdenen til at høre hendes historie og for at finde sin søn.

Der bliver spillet på alle tangenter for at skabe en dramatisk og gribende historie. Personerne er fremstillet noget firkantet, de gode er gode, og de onde er og kan kun være onde. Det til trods blev jeg faktisk ret grebet af filmen og jeg synes, Angelina Jolie spillede rollen som ulykkelig mor ret overbevisende.

Musikalsk indslag

Lad mig være ærlig, lørdagens koncert med Oasis var ok, men bestemt ikke den bedste, jeg har oplevet. Stemningen var lidt lad både hos publikum og på scenen. Egentlig stod jeg ganske godt, omringet af halvfulde unge, som kunne skråle med på alle sange. Det var på sin vis ganske underholdende. Jeg kendte - helt selvforskyldt - ikke mange af de nye numre og måske derfor synes jeg stadig at højdepunkterne var de gamle numre: Wonderwall, Don't look back in anger og Champagne Supernova. Men nummeret, Outta time, fra det nyeste album kan nu også godt tåle et par gentagelser.

Hverdagens helte

Bibliotekarer på det hvide lærred tysser mere end de kysser.

I mit fagblad er der en artikel om bibliotekarens rolle på film. Der er ikke mange og ofte har bibliotekaren en birolle som genert ungmø, som skal "reddes" fra sit sølle liv, eller som i de mere positive tilfælde kan bidrage med oplysninger, der kan bringe helten videre.

Ved et kig på min egen dvd-hylde kunne jeg kun finde en film, hvor bibliotekaren spiller en stor rolle.

I Desk set fra 1957 spiller Katharine Hepburn altvidende bibliotekar med overblik, selvtillid og svar på rede hånd. Hun og de andre kvinder (!) i biblioteket er uundværlige for virksomheden. Alligevel sender direktøren bud efter Spencer Tracy, som skal effektivisere Hepburns afdeling og så bryder krigen ud. Computer vs bibliotekarer - hvem vinder mon det slag ;-)

I'm in the mood for dancing

Hvis jeg havde danseben og ejede et par stepsko ville jeg tage til bal med ham her:

Eugene Curran Kelly, bedre kendt som Gene Kelly, blev født i 1912 og optrådte i sin lange karriere i et utal af musicals. Han var især kendt for sin energiske og atletiske dansestil, og sit pæne udseende med det charmerende ar.

Klippet er fra musicalen Summer Stock fra 1950. En klassiske musical med forviklinger, dans og teater, kærlighed og skønne sange bl.a. Judy Garlands Get Happy. Og så har charmetrolden vist aldrig været sødere end her, hvor Judy Garland synger Friendly star.

Yes Man

Den store optælling #42

Fredagsdate i biffen. Vi var begge i lidt fjollet humør, så det måtte filmen også blive og hvem er bedre end Jim Carrey, når filmen skal være skør og fjollet.
I Yes man spiller han Carl, som lever et meget trist liv og har mistet troen på sig selv og sine omgivelser. På et meget mærkeligt seminar lærer han, at han skal sige ja til de udfordringer, han stilles over for. Selv det mest utiltalende tilbud kan åbne døren for positive oplevelser.
Det minder lidt af Liar, Liar men grinede man af den, vil man også grine her. Jim Carrey er ret sjov, både i replikkerne og i mimikken.

Skru ned!

En af gaverne under træet var bogen Feldthaus skruer ned. I bogen har Christine Feldthaus (kender fra Kender du typen) ført dagbog i de månder, hvor hun og hendes familie begyndte deres CO2 besparende tilværelse. Jeg glæder mig til at læse hendes overvejelser og ser frem til at lære noget på en god og underholdende måde. Forhåbentlig bliver jeg selv lidt bedre til at spare på miljøet. Nogle ting vil være lette - at lade bilen stå og de kødløse dage fx. Men der er også ting, jeg har svært ved at spare på - computeren og tvet fx og badene, som godt nok ikke er lange, men som helst skal være kogende.

Opsamlingheat: 2008

Året 2008 blev afsluttet med et farvel til en trofast ven. Pc'en brød sammen og sagde farvel og tak. Det, blandet med en blogger der har haft et meget tænksomt efterår (blandet med en lille smule selvmedlidenhed), har betydet, at der har været ret stille på siden.

Men blimey! Nu skal det være slut. En ny pc er budt velkommen i familien, og jeg er klar til et nyt år. Jeg starter det nye år, med at se tilbage og få samler et par løse ender i min filmoptælling

Den store optælling #40
December startede med en herlig biografoplevelse. I selskab med søde, Max-eksperter så jeg Max pinlig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige om den; se den! Jeg elsker Max og hans pinlige mor, som ikke gør teenagelivet lettere. Se den morsomme trailer på Max Pinligs hjemmeside.

Den store optælling #41
Årets sidste film viste et smukt Barcelona og en dæjli' Javier Bardem, men derudover sagde handlingen i Vicky Cristina Barcelona mig ikke meget.