Stille Kaos

Den store optælling #49

Jeg er glad for, at min biograf tilbyder film fra Filmporten. Det betyder nemlig, at jeg får set en masse film, jeg ellers aldrig ville se. Stille Kaos (Caos calmo) er et godt eksempel.
Stille Kaos handler om manden Pietro, som mister sin kone og står tilbage med en 10 årig datter. Da han afleverer hende på skolen lover han at vente på hende til hun kommer ud igen og det løfte holder han. Hver dag afleverer han datteren hvorefter han tilbringer dagen i parken overfor skolen. Undervejs får han besøg af familemedlemmer, kollegaer og hans stifter også nye bekendtskaber. Underligt nok virker Pietro til at være den person i filmen der er mest velbalanceret.
Stille kaos er en stille og lidt mærkelig film. Den handler ikke om sorg og savn, i hvert fald ikke på en direkte og knugende måde, som man kunne forvente. Måske er der en pointe, jeg endnu ikke helt har forstået, men jeg er glad for, jeg fik den at se og den har gjort indtryk.
Musikken i filmen er forresten også lidt overraskende. Jeg leder stadig efter en af sangene, men indtil da kan jeg jo nyde Radiohead, Rufus Wainwright og ikke mindst L'amore trasparente med Ivano Fossati, hvis hæse stemme jeg godt kan li'!