I næste måned fylder Barbie officielt 50 år. Man må sige hun holder sig godt, kvinder der har gennemgået alverdens modeluner og begejstret piger verden over uden at miste sin figur.
Som med alting er der tilhængere og modstandere - er Barbie en dum blondine eller er hun er forbillede?
Jeg vil ikke argumentere for hverken det ene eller det andet. Da jeg var barn, elskede jeg min Barbie, som altid var kunstner eller direktør og bestemte det HELE. Min Ken hed Dario Campeotto, var en fin fyr der sang Angelique og forgudede Barbie. Det var ren idyl - en drømmeverden, men ikke en der på nogen måde har påvirket mit voksenliv :-)
Min veninde Line havde den sejeste Ken - med "rigtigt" hår og skæg, der kunne stikke. Fantastisk!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Jeg måtte lige spole tilbage, for at finde mine Barbie-minder frem. Jeg ved godt, hvorfor jeg ikke rigtigt kunne finde dem, for jeg havde ikke en Barbie - kun en kopi. Min veninde havde til gengæld en rigtig og den og min fake kunne fint sammen. De var altid fattige og skulle klare sig igennem alle mulige udfordringer. Måske var det fordi vi begge var fattige på Barbie-tilbehør og derfor boede de ofte i små brødres borge og forter - det blev tit sådan lidt "Det lille hus på prærien"-agtigt.
Nu er hun død - min Barbie - hun ligger ikke i en kasse på et loft og afventer den næste generation. Og det er sikkert meget godt, for mon en nutidig pige ville få noget som helst ud af min fattige fake-Barbie?
Send en kommentar