Juhu, juhu, juhu. Den 12. juni får filmatiseringen af Neil Gaimans skønne, skønne (og uhyggelige!) roman Coraline premiere. Jeg hopper i stolen for at se den og jeg håber, den kommer i biografen i den originale udgave. Også i vestjylland.
Bag filmen står Henry Selick, som bla har skabt The Nightmare Before Christmas og hele filmen er lavet i stop motion med dukker frem for animation. Uhhh, det bliver godt!
mandag den 27. april 2009
søndag den 26. april 2009
onsdag den 22. april 2009
Doubt
Den store optælling #53
Doubt var nomineret til 5 oscars, næsten alle for skuespilpræstationerne. Det er da også dem, jeg husker bedst efter at have forladt biografen. Især energien mellem Meryl Streep og Philip Seymour Hofmann var fantastisk, men også Amy Adams spillede rigtig godt. Philip Seymour Hofmann er efterhånden ved at blive en af mine favoritter. Han er alsidig og altid overbevisende uanset om han spiller den krukkede Capote, det komiske indslag i Charlie Wilsons War, præst, skurk eller alt muligt andet.
Filmen sætter naturligt tankerne igang. Hvad er rigtig og forkert og hvad gør man, når tvivlen nager. Det er tvivlen der gør at ingen dømmes på facts alene, det er i højere grad ens personlige holdning og tro der spiller en rolle. Som biografgænger deler man skæbne med Amy Adams; aldrig er man sikker på, om man vælger den rette side og i den forstand er filmen en oplevelse.
Doubt var nomineret til 5 oscars, næsten alle for skuespilpræstationerne. Det er da også dem, jeg husker bedst efter at have forladt biografen. Især energien mellem Meryl Streep og Philip Seymour Hofmann var fantastisk, men også Amy Adams spillede rigtig godt. Philip Seymour Hofmann er efterhånden ved at blive en af mine favoritter. Han er alsidig og altid overbevisende uanset om han spiller den krukkede Capote, det komiske indslag i Charlie Wilsons War, præst, skurk eller alt muligt andet.
Filmen sætter naturligt tankerne igang. Hvad er rigtig og forkert og hvad gør man, når tvivlen nager. Det er tvivlen der gør at ingen dømmes på facts alene, det er i højere grad ens personlige holdning og tro der spiller en rolle. Som biografgænger deler man skæbne med Amy Adams; aldrig er man sikker på, om man vælger den rette side og i den forstand er filmen en oplevelse.
mandag den 13. april 2009
Penneven?
De viser You've got mail på tv for jeg ved ikke hvilken gang. Jeg kan huske skuffelsen, da jeg så den første gang i biografen. Siden da har jeg set den flere gange, hver gang med stor fornøjelse. Måske skyldes det, at jeg er blevet ældre og at mit syn på romantik og kærlighed har ændret sig. Og Meg Ryan er jo altid skøn.
For nogle år siden opdagede jeg tilfældigt at filmen var en genindspilning.
I The shop around the corner fra 1940 bejler James Stewart til Margaret Sullavan pr brev. De arbejder i samme butik og i virkeligheden er deres forhold noget anstrengt. Hun ser ham som en uromantisk, kedelige fyr og han synes modsat, at hun er en drømmer. Men i deres breve bliver de forelskede.
I In the good old summertime fra 1949 gentager historien sig. Denne gang i en musikalsk udgave, hvor Van Johnson og Judy Garland forelsker sig gennm deres brevveksling.
I 1998 er det altså Meg Ryan og Tom Hanks der på mere moderne maner mailer sig ind i hinandens hjerter.
Jeg kan lide alle 3 film. De fortæller den samme historie, men er alligevel forskellige. Stewart er intens og selvhøjtidelig, Judy Garland er en ilter dame og Van Johnson har et glimt i øjet.
Der er vist både en engelsk serie og en musical der bygger på historien, men så vidt jeg ved, findes der ikke flere udgaver på film. Eller måske har jeg bare ikke fundet dem endnu??
For nogle år siden opdagede jeg tilfældigt at filmen var en genindspilning.
I The shop around the corner fra 1940 bejler James Stewart til Margaret Sullavan pr brev. De arbejder i samme butik og i virkeligheden er deres forhold noget anstrengt. Hun ser ham som en uromantisk, kedelige fyr og han synes modsat, at hun er en drømmer. Men i deres breve bliver de forelskede.
I In the good old summertime fra 1949 gentager historien sig. Denne gang i en musikalsk udgave, hvor Van Johnson og Judy Garland forelsker sig gennm deres brevveksling.
I 1998 er det altså Meg Ryan og Tom Hanks der på mere moderne maner mailer sig ind i hinandens hjerter.
Jeg kan lide alle 3 film. De fortæller den samme historie, men er alligevel forskellige. Stewart er intens og selvhøjtidelig, Judy Garland er en ilter dame og Van Johnson har et glimt i øjet.
Der er vist både en engelsk serie og en musical der bygger på historien, men så vidt jeg ved, findes der ikke flere udgaver på film. Eller måske har jeg bare ikke fundet dem endnu??
lørdag den 4. april 2009
Klassen
Den store optælling #52
Den har fået De Gyldne Palmer og gode anmeldelser over hele linjen. Så mens jeg sad og småkedede mig i biografen, havde jeg tid til at tænke over, hvad det var jeg ikke forstod! Måske er Klassen (entre les murs) en film, der vinder når man ser den 2. og 3. gang, men jeg ved allerede nu, at jeg aldrig vil bruge tid på at se den igen.
Den har fået De Gyldne Palmer og gode anmeldelser over hele linjen. Så mens jeg sad og småkedede mig i biografen, havde jeg tid til at tænke over, hvad det var jeg ikke forstod! Måske er Klassen (entre les murs) en film, der vinder når man ser den 2. og 3. gang, men jeg ved allerede nu, at jeg aldrig vil bruge tid på at se den igen.
Abonner på:
Opslag (Atom)
