Jeg vidste der var en grund til at jeg godt kan lide Irland! Irerne er nemlig det folkefærd der går mest i biografen, hver irer går i gennemsnit i biografen 4,57 gange om året. Herhjemme gør jeg nu også mit til statistikken, hvilket fører mig til
Den store optælling #51
Dokumentaren om Blekingegadebanden kan bestemt anbefales. Historien er spændende fortalt og især interviewet med Bo Weymann gør filmen interessant. Anders Riis-Hansen stiller de rigtige spørgsmål og Bo Weymann giver et meget personlig og intenst billede af Bandens bevæggrunde og arbejde. Jeg har læst den første at Øvig Knudsens bøger og efter at have set filmen, fik jeg bestemt lyst til at læse den sidste bog.
søndag den 29. marts 2009
onsdag den 25. marts 2009
Kærestesorger
Den store optælling #50
På filmens hjemmeside skriver Nils Malmros:
Med ”Kærestesorger” vil jeg genskabe min gymnasietid i starten af 60’erne og på ny gennemleve de forvirrede følelser, jeg havde i de år. Filmen handler om de små forelskelser, der skulle gøre det ud for den store kærlighed, men som blev halvhjertede, fordi man hver gang frygtede, at man bandt sig for resten af livet. Først når man blev svigtet, var følelserne fuldtonede. For som det bliver sagt i filmen: ”Man er først rigtigt forelsket, når man er ulykkeligt forelsket” - men da er det for sent.
For mig var det det bærende i filmen. Måden den fik mig til at føle og mindes en tid med følelser som alle har gennemgået, uanset om de ydre rammer så er i 60'erne eller et andet årti. Det er en fin skildring af den første kærlighed og de glæder og sorger der følger med. En anden ting, jeg synes godt om er, at filmen er optaget over 3 år, hvor hovedpersonerne udvikler sig fra kejtede børn til unge mennesker. Jeg ved godt, at alle film ikke kan laves sådan, men det virker altså rigtig godt!
På filmens hjemmeside skriver Nils Malmros:
Med ”Kærestesorger” vil jeg genskabe min gymnasietid i starten af 60’erne og på ny gennemleve de forvirrede følelser, jeg havde i de år. Filmen handler om de små forelskelser, der skulle gøre det ud for den store kærlighed, men som blev halvhjertede, fordi man hver gang frygtede, at man bandt sig for resten af livet. Først når man blev svigtet, var følelserne fuldtonede. For som det bliver sagt i filmen: ”Man er først rigtigt forelsket, når man er ulykkeligt forelsket” - men da er det for sent.
For mig var det det bærende i filmen. Måden den fik mig til at føle og mindes en tid med følelser som alle har gennemgået, uanset om de ydre rammer så er i 60'erne eller et andet årti. Det er en fin skildring af den første kærlighed og de glæder og sorger der følger med. En anden ting, jeg synes godt om er, at filmen er optaget over 3 år, hvor hovedpersonerne udvikler sig fra kejtede børn til unge mennesker. Jeg ved godt, at alle film ikke kan laves sådan, men det virker altså rigtig godt!
søndag den 22. marts 2009
Når musikken spiller - et nostalgisk tilbageblik
Den anden dag hørte jeg en sang, som bragte en masse minder frem. Sådan er der mange sange, alle har dem vel og det behøver egentlig ikke være gode sange. Her er f.eks. min barndom/ungdom fortalt i nogle enkelt musikalske nedslag.
Trax: Du er fuld af løgn Min bedste ven Lasse og jeg var vilde med Grand Prix. Lasses mor optog altid showet til os, så vi kunne se det igen og igen. Så stod vi der forand tvet og efterabede dansetrinene mens vi sang i vores hårbørster.
Alphaville: Forever Young. Den første date med den første kæreste. Året var 1992, daten var i biografen hvor vi så Forever Young. Fyren ankom standsmæssigt på cykel fra nabobyen, pigen blev fulgt på vej af fnisende veninder, som diskret forsvandt lige før cykelrytteren ramte byen. To generte teenagere, som ikke helt kunne "spillereglerne". Der kom nu heller ikke meget kærlighed ud af det, men et godt og varmt venskab gennem folkeskolen og gymnasiet.
Nikolaj Steen: Angel. Min venindes værelse i begyndelsen af 90'erne. Line og Louise danser, synger og hører Angel på max lydstyrke. Det var Lines kassettebånd og vi elskede den sang! Og ja, jeg kan faktisk stadig teksten når jeg hører den.
Laban: Hvor skal vi sove i nat. 28 elever sluppet løs på ski i Norge. Laban blev sunget højt og falsk på skibakkerne. Jeg mindes sjove skiture og begejstring i pigehytten, da vi modtog breve fra kreative knægte, som med søde (frække?) vers gjorde sig fortjent til massage. Det var et fantastisk skoleår og en dejlig tur med en sammentømret klasse, som vidste, at de snart skulle skilles ad.
The Cranberries: When you're gone. Et mørkt teeangeværelse med stearinlys og røgelsespinde. When you're gone på repeat mens teenage-Louise ligger på sengen med benene op af muren. Jeg har brugt timer der, helt alene mod en uretfærdig verden - sådan har det helt sikkert føltes. Kæresten har sikkert været en nar, forældre der ingeting forstår og et gymnasium hvor jeg ikke helt hører til. Jeg hørte den tit og husker den som min absolutte teeange-klynke sang selvom der sikkert har været mange flere!
Poul Krebs: Sådan nogen som os Total kikset sang at møde sin kæreste til, men sådan blev det altså. Godt vi ikke har en "vores sang"!
Gloria Gaynor: I will survive Biblioteksskolesang. Når den blev spillet skulle der danses. Den bringer minder om dårlige fester med varm tequila og en masse kvinder, som blev mine bedste venner.
Trax: Du er fuld af løgn Min bedste ven Lasse og jeg var vilde med Grand Prix. Lasses mor optog altid showet til os, så vi kunne se det igen og igen. Så stod vi der forand tvet og efterabede dansetrinene mens vi sang i vores hårbørster.
Alphaville: Forever Young. Den første date med den første kæreste. Året var 1992, daten var i biografen hvor vi så Forever Young. Fyren ankom standsmæssigt på cykel fra nabobyen, pigen blev fulgt på vej af fnisende veninder, som diskret forsvandt lige før cykelrytteren ramte byen. To generte teenagere, som ikke helt kunne "spillereglerne". Der kom nu heller ikke meget kærlighed ud af det, men et godt og varmt venskab gennem folkeskolen og gymnasiet.
Nikolaj Steen: Angel. Min venindes værelse i begyndelsen af 90'erne. Line og Louise danser, synger og hører Angel på max lydstyrke. Det var Lines kassettebånd og vi elskede den sang! Og ja, jeg kan faktisk stadig teksten når jeg hører den.
Laban: Hvor skal vi sove i nat. 28 elever sluppet løs på ski i Norge. Laban blev sunget højt og falsk på skibakkerne. Jeg mindes sjove skiture og begejstring i pigehytten, da vi modtog breve fra kreative knægte, som med søde (frække?) vers gjorde sig fortjent til massage. Det var et fantastisk skoleår og en dejlig tur med en sammentømret klasse, som vidste, at de snart skulle skilles ad.
The Cranberries: When you're gone. Et mørkt teeangeværelse med stearinlys og røgelsespinde. When you're gone på repeat mens teenage-Louise ligger på sengen med benene op af muren. Jeg har brugt timer der, helt alene mod en uretfærdig verden - sådan har det helt sikkert føltes. Kæresten har sikkert været en nar, forældre der ingeting forstår og et gymnasium hvor jeg ikke helt hører til. Jeg hørte den tit og husker den som min absolutte teeange-klynke sang selvom der sikkert har været mange flere!
Poul Krebs: Sådan nogen som os Total kikset sang at møde sin kæreste til, men sådan blev det altså. Godt vi ikke har en "vores sang"!
Gloria Gaynor: I will survive Biblioteksskolesang. Når den blev spillet skulle der danses. Den bringer minder om dårlige fester med varm tequila og en masse kvinder, som blev mine bedste venner.
mandag den 16. marts 2009
Stille Kaos
Den store optælling #49
Jeg er glad for, at min biograf tilbyder film fra Filmporten. Det betyder nemlig, at jeg får set en masse film, jeg ellers aldrig ville se. Stille Kaos (Caos calmo) er et godt eksempel.
Stille Kaos handler om manden Pietro, som mister sin kone og står tilbage med en 10 årig datter. Da han afleverer hende på skolen lover han at vente på hende til hun kommer ud igen og det løfte holder han. Hver dag afleverer han datteren hvorefter han tilbringer dagen i parken overfor skolen. Undervejs får han besøg af familemedlemmer, kollegaer og hans stifter også nye bekendtskaber. Underligt nok virker Pietro til at være den person i filmen der er mest velbalanceret.
Stille kaos er en stille og lidt mærkelig film. Den handler ikke om sorg og savn, i hvert fald ikke på en direkte og knugende måde, som man kunne forvente. Måske er der en pointe, jeg endnu ikke helt har forstået, men jeg er glad for, jeg fik den at se og den har gjort indtryk.
Musikken i filmen er forresten også lidt overraskende. Jeg leder stadig efter en af sangene, men indtil da kan jeg jo nyde Radiohead, Rufus Wainwright og ikke mindst L'amore trasparente med Ivano Fossati, hvis hæse stemme jeg godt kan li'!
Jeg er glad for, at min biograf tilbyder film fra Filmporten. Det betyder nemlig, at jeg får set en masse film, jeg ellers aldrig ville se. Stille Kaos (Caos calmo) er et godt eksempel.
Stille Kaos handler om manden Pietro, som mister sin kone og står tilbage med en 10 årig datter. Da han afleverer hende på skolen lover han at vente på hende til hun kommer ud igen og det løfte holder han. Hver dag afleverer han datteren hvorefter han tilbringer dagen i parken overfor skolen. Undervejs får han besøg af familemedlemmer, kollegaer og hans stifter også nye bekendtskaber. Underligt nok virker Pietro til at være den person i filmen der er mest velbalanceret.
Stille kaos er en stille og lidt mærkelig film. Den handler ikke om sorg og savn, i hvert fald ikke på en direkte og knugende måde, som man kunne forvente. Måske er der en pointe, jeg endnu ikke helt har forstået, men jeg er glad for, jeg fik den at se og den har gjort indtryk.
Musikken i filmen er forresten også lidt overraskende. Jeg leder stadig efter en af sangene, men indtil da kan jeg jo nyde Radiohead, Rufus Wainwright og ikke mindst L'amore trasparente med Ivano Fossati, hvis hæse stemme jeg godt kan li'!
onsdag den 11. marts 2009
Mænd der hader kvinder
Den store optælling #48
Sjældent har en film været så længe ventet. Tag fx min mor, som aldrig læser krimier og sjældent går i biografen. Hun speedlæste bogen og fortalte åndeløst om hendes biograftur, hvor folk havde siddet på kanten af sædet, og der var så stille, at man kunne høre en knappenål falde til jorden (Den slags sker selvfølgelig aldrig, men vi mor gav en kvalificeret vurdering :-) )
Jeg hører til det mindretal, der ikke har og aldrig får læst Mænd der hader kvinder. Krimier er bare ikke lige min kop the og selvom jeg synes, filmen var spændende og det var god men grum underholdning, blev jeg aldrig helt grebet af den.
Sjældent har en film været så længe ventet. Tag fx min mor, som aldrig læser krimier og sjældent går i biografen. Hun speedlæste bogen og fortalte åndeløst om hendes biograftur, hvor folk havde siddet på kanten af sædet, og der var så stille, at man kunne høre en knappenål falde til jorden (Den slags sker selvfølgelig aldrig, men vi mor gav en kvalificeret vurdering :-) )
Jeg hører til det mindretal, der ikke har og aldrig får læst Mænd der hader kvinder. Krimier er bare ikke lige min kop the og selvom jeg synes, filmen var spændende og det var god men grum underholdning, blev jeg aldrig helt grebet af den.
onsdag den 4. marts 2009
The Producers
I går så jeg The Producers i musikteatret. Det er 3. gang jeg stifter bekendtskab med udgaver af Mel Brooks rablende, satiriske komedie. Første gang var da jeg så filmudgaven fra 2005 og dengang syntes jeg, det var frygteligt kedeligt. Heldigvis kom jeg til at opleve det igen, først på Det ny teater og altså nu igen i Holstebro. Begge forestillinger har været fantastiske, omend det var 2 helt forskellige oplevelser. De ting, jeg grinede af i København, fandt jeg ikke sjove på sammen måde denne gang, men jeg til gengæld holdt mig på maven af grin i scener, som jeg slet ikke husker fra København. Hmmm, alt afhænger af, hvem der besidder rollen.
Hele forestillingen var en fornøjelse. Mine personlige højdepunkter var: Roger Debris og hans assistent Carmen Ghia. Jeg kender den ene skuespiller lidt, men selvom det ikke var tilfældet, ville de alligevel være en af forestillingens store højdepunkter. De homoseksuelle fordomme og svanseriet var skruet op på fuldt blus og ikke et eneste øjeblik faldt de ud af rollen. Det var så morsomt. Da jeg mødte Martin, var hans smukke stemme noget af det første, jeg lagde mærke til og jeg får stadig gåsehud, når jeg høre ham synge. En anden stor oplevelse var revisoren Leo Bloom, der i Jesper Damgaards fortolkning var så ekstremt kejtet og usikker, at man måtte overgive sig fuldstændig til latteren.
Holstebro dagblad har lavet en fotomontage over forestillingen.
Hele forestillingen var en fornøjelse. Mine personlige højdepunkter var: Roger Debris og hans assistent Carmen Ghia. Jeg kender den ene skuespiller lidt, men selvom det ikke var tilfældet, ville de alligevel være en af forestillingens store højdepunkter. De homoseksuelle fordomme og svanseriet var skruet op på fuldt blus og ikke et eneste øjeblik faldt de ud af rollen. Det var så morsomt. Da jeg mødte Martin, var hans smukke stemme noget af det første, jeg lagde mærke til og jeg får stadig gåsehud, når jeg høre ham synge. En anden stor oplevelse var revisoren Leo Bloom, der i Jesper Damgaards fortolkning var så ekstremt kejtet og usikker, at man måtte overgive sig fuldstændig til latteren.
Holstebro dagblad har lavet en fotomontage over forestillingen.
tirsdag den 3. marts 2009
It is written...
En enkel sætning som i den helt rette sammenhæng giver en stor klump i halsen...
Den store optælling #47
Slumdog Millionaire var den store pristager til dette års Golden Globe og Oscaruddeling. Det pirrer naturligt nok til nysgerrigheden. For nogle år siden læste jeg Q&A af Vikas Swarup og da jeg (måske lidt sent!) fik koblet de to, måtte jeg naturligvis en tur i biografen.
Det er en gribende, til tider sørgelig men også livsbekræftende historie om 2 drenges opvækst og overlevelse i Indiens slum. Hovedpersonerne bliver alle spillet af 3 personer, i forskellige aldre og alle gør det meget overbevisende. Især den yngste Jamal (spillet af Ayush Mahesh Khedekar) er en charmetrold, da han gør det næsten umenneskelig for at sikre sig en autograf :-)
Filmen er smukt filmet af Anthony Dod Mantle, som også står bag mange af de film, der er udgivet i Danmark.
Jeg skal se den igen! Indtil da, kan jeg genopleve lidt at stemningen i filmens trailer.
Den store optælling #47
Slumdog Millionaire var den store pristager til dette års Golden Globe og Oscaruddeling. Det pirrer naturligt nok til nysgerrigheden. For nogle år siden læste jeg Q&A af Vikas Swarup og da jeg (måske lidt sent!) fik koblet de to, måtte jeg naturligvis en tur i biografen.
Det er en gribende, til tider sørgelig men også livsbekræftende historie om 2 drenges opvækst og overlevelse i Indiens slum. Hovedpersonerne bliver alle spillet af 3 personer, i forskellige aldre og alle gør det meget overbevisende. Især den yngste Jamal (spillet af Ayush Mahesh Khedekar) er en charmetrold, da han gør det næsten umenneskelig for at sikre sig en autograf :-)
Filmen er smukt filmet af Anthony Dod Mantle, som også står bag mange af de film, der er udgivet i Danmark.
Jeg skal se den igen! Indtil da, kan jeg genopleve lidt at stemningen i filmens trailer.
Abonner på:
Opslag (Atom)
