søndag den 3. februar 2008

Frode og alle de andre rødder

Den store optælling #14.

Det er næsten umuligt at vælge mellem Ole Lund Kirkegaards bøger, men jeg tror Frode og alle de andre rødder er min yndlings. I eftermiddags tog jeg til snigpremiere på filmen.

Jeg havde set sætningen "frit efter Ole Lund Kirkegaards roman" på plakaten, så jeg kan vel egentlig ikke tillade mig at være skuffet. Men det er jeg lidt alligevel. For de har pillet alt det sjove ud. Hvor var f.eks. foden i spanden tricket, hvor var gnækkeriet og hvor var løbehjulet. Væk, bort, pist væk. Også Simme var lidt af en skuffelse - han var ikke en rod i baggården men erstattet af en mystisk, cool pop-op fyr. Æv.

Der var også puttet noget på, men ikke noget, der rigtig var sjovt.

Ungerne i filmen var selvfølgelig gode, mens de voksne løb rundt og var fjollede og irriterende.

Børnene i biografen synes vist, at filmen var meget god. De heppede på Frode og vennerne og råbte gode råd mod lærredet, når det blev lidt for uhyggeligt. Så måske er filmen meget god, hvis man ikke kender historien. Pigerne ved siden af mig havde det i hvert fald sjovt med at gætte hvem der var tyven. For mig som elsker Frode og alle de andre rødder (med den gnækkende løbehjulstyv!) var det lidt af en fuser.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Nogen gange overvejer jeg at Se BS & Bubber på afveje bare pga sandsynligheden for at Bubber giver sig til at græde, bliver ædt eller ...bare bliver væk.
Bare mellem os to :)

Louise sagde ...

Må jeg være med?

Louise sagde ...

Ha! I nyhederne i går havde de hevet børn i biffen til Frode. Et par drenge sagde "Den var da sjov..."!
En pige sagde "Det der var lidt irriterende var at den ikke lignede bogen så meget"
Morale: Fra børnebibliotekarer og piger med popcorn skal man høre sandheden.