torsdag den 26. juni 2008

København igen igen

Jeg får virkelig oplevet banedanmarks sporarbejde på tæt hold for nu har jeg været i København igen!
Denne gang var der desværre ikke tid til at besøge venner og familie, for dagen var besat fra morgen til aften. Jeg deltog i en anderledes og sjov workshop og det var hyggeligt, for der blev snakket meget om bøger.
Workshoppen blev afløst af middag og så gik turen ellers til det nye skuespillerhus, hvor vi så sommerrevyen Lidt sjov, mens isen smelter.

tirsdag den 24. juni 2008

Retro look?

Da jeg sad hos frisøren i dag kunne jeg pludselig se hvem jeg lignede. Undervejs i processen fik frisøren nemlig lavet en "frisure" der fik mig til at minde om Bjørn fra Zappa og Tro, håb og kærlighed. Ikke et ondt ord om Adam Tønsberg, men det var ikke lige det look jeg gik efter. Da jeg så det endelige resultat var ligheden heldigvis forsvundet.

Indiana and the city

Jeg er kommet bagud med min filmoptælling. Måske fordi, de film jeg har set de seneste uger ikke har gjort et særligt indtryk. Men de skal da med.

Den store optælling #28

Indiana Jones og og Krystalkraniets Kongerige. Forventningerne var ikke høje, men jeg var alligevel lidt nysgerrig for at se om gamle Harrison Ford kunne klare mosten. Det kunne han og filmen havde humor og indiana-elementerne var med og så kan man vel ikke ønske mere ;-)

Den store optælling # 29

Jeg er ikke fan af Sex and the city, men jeg har set en del afsnit og selvfølgelig skulle jeg se the movie. Her bagefter synes jeg, den var noget lang. Der var lidt for megen skrigen, og trippen rundt. Lidt for meget mærevare-namedropping og lidt for mange klicheer. Men det er jo bare mig :-) En anden ting, der irriterede mig lidt var, at jeg faktisk havde stiftet bekendskab med alle filmens elementer, da jeg så filmtraileren. Så overraskelser var der ikke mange af.

søndag den 15. juni 2008

Let's get, let's get, let's get, let's get rocked

I går tog jeg hjemmefra med en billet til Rock under broen i tasken og en aftale med Stine og Birgitte. Vi fik regn, vi fik sol og nogle fik endda lidt ufrivilligt øl :-) men samlet set var det en god og sjov dag. Og vi fik selvfølgelig hørt en masse musik. Det var ikke de samme bands vi havde glædet os til, men alle fik hørt deres favoritter.
Det jeg havde set mest frem til var Def Leppard, som smykkede væggene på mit ungdomsværelse. Det var et godt gensyn. De er ikke helt unge mere, men de kan stadig rocke. Stine og jeg undrede os lidt over ordlyden i teksterne men logik eller ej, det var fedt at synge med på på

red light, yellow light, green-a-light go!
Crazy little woman in a one man show
Mirror queen, mannequin, rhythm of love
Sweet dream, saccharine, loosen up

Andre store oplevelser var Tina Dickow, Volbeat (hørte kun lidt, men stemningen var i top!), Alanis Morissette og Magtens Korridorer. Sidstnævnte skal jeg helt sikkert høre mere til - sikke et liveshow!
P.S. - note til Birgitte og Stine - jeg har tjekket på play, jeg har altså aldrig nogensinde hørt Lorteparforhold! Beklager :-)

mandag den 9. juni 2008

Rødder

I weekenden var familien samlet. Min farmors tilstand er aldrig til at forudse. Lørdag var ikke en af hendes bedste dage. Hun bliver vred og frustreret når det, der burde være minder i stedet er tågede og fjerntliggende historier. Så vi tog billederne frem og så var hukommelsen helt klar og historierne mange. Det var nu også meget sjovt for de yngre i familien.
Ham her elsker jeg! Min far.

Resten af weekenden tilbragte jeg på terrassen hvor jeg nød den skønne udsigt, som mit mobilkamara slet ikke kan yde retfærdighed.


Festuge

Så er årets festuge i gang. Temaet er lys og mørke og i løbet af ugen kan man opleve kunstneriske indslag overalt i byen. Personligt synes jeg nogle gange, det bliver en lille smule mærkeligt og ustruktureret kunstenerisk. Jeg må lære at holde op med at forsøge at finde mening i oplevelserne - slå hjernen fra og bare opleve. Og mærkeligt eller ej - jeg er imponeret over, at vi kan have en kulturel og multietnisk festuge i vores lille by.

mandag den 2. juni 2008

Nearest thing to heaven

Ferieplanlægning kan foregår på mange måder. Mens Jesper kigger i guidebøger, ser jeg udvalgte scener fra An affair to remember. Jeg elsker filmen og den romantiske aftale om at mødes på toppen af Empire State Building d. 1. juni. (Darling, You have a date my beloved...) Hvad der siden sker er selvfølgelig ikke så rart men alligevel...

Om en måned er det min tur til at lege Deborah Kerr. Datoen bliver ikke helt rigtigt, og det bliver heller ikke helt så dramatisk. Men jeg ved, at jeg får en smuk og dejlig fødselsdag på toppen af Empire State Building.

Jeg kan ikke vælge mellem disse klip. Det ene får mig til at grine og det andet til at græde.